1Og Pharisæerne og nogle af de Skriftkloge, som vare komne fra Jerusalem, forsamledes til ham. 2Og der de saae nogle af hans Disciple æde Brød med vanhellige, det er, med utoede Hænder, lastede de det. 3(Thi Pharisæerne og alle Jøderne æde ikke, uden flittigen at toe Hænderne, overholdende de Ældstes Skik. 4Og af det, der er kjøbt paa Torvet, æde de ikke, uden først at toe det; og der ere mange andre Ting, som de have vedtaget at holde, med at udtoe Bægere og Kruus og Kobberkar og Bænke). 5Derefter spurgte Pharisæerne og de Skriftkloge ham ad: hvi vandre ikke dine Disciple efter de Ældstes Skik, men æde med utoede Hænder? 6Men han svarede og sagde til dem: Esaias haver spaaet retteligen om Eder, I Øienskalke! som skrevet er: dette Folk ærer mig med Læberne, men deres Hjerte er langt fra mig. 7Men de dyrke mig forgjeves, idet de lære saadanne Lærdomme, som ere Menneskers Bud. 8Thi I forlade Guds Bud og holde Menneskers Skik, med at udtoe Kruus og Bægere; og I gjøre mange andre saadanne Ting. 9Og han sagde til dem: smukt aflægge I Guds Bud, paa det I kunne holde Eders Skik. 10Thi Moses haver sagt: ær din Fader og din Moder, og hvo som bander Fader eller Moder, skal visselig døe. 11Men I sige: naar Nogen siger til Fader eller Moder: det, hvormed jeg kunde hjulpet dig, er Korban (det er en Gave): 12da tilstede I ham ikke ydermere at yde sin Fader eller Moder nogen Hjælp. 13Og I gjøre Guds Ord til Intet ved Eders Skik, som I have paalagt; og I gjøre meget saadant. 14Og han kaldte alt Folket til sig og sagde til dem: hører mig Alle, og forstaaer. 15Der er Intet udenfor Mennesket, som, naar det kommer ind i ham, kan gjøre ham ureen; men hvad som gaaer ud af ham, dette er det, som gjør Mennesket ureent. 16Dersom Nogen haver Øren at høre med, han høre! 17Og der han var indgangen i Huset fra Folket, spurgte hans Disciple ham om denne Lignelse. 18Og han sagde til dem: ere I og saa uforstandige? forstaae I ikke, at Intet, som udenfra kommer ind i Mennesket, kan gjøre ham ureen? 19Thi det kommer ikke ind i hans Hjerte, men i Bugen, og gaaer ud ved den naturlige Gang, og saaledes renses al Maden. 20Men han sagde: hvad som udgaaer af Mennesket, det gjør Mennesket ureent. 21Thi indvortes af Menneskenes Hjerte udgaae onde Tanker, Hoer, Skjørlevnet, Mord, 22Tyveri, Gjerrighed, Ondskab, Svig, Uteerlighed, et ondt Øie, Gudsbespottelse, Hovmod, Uforstandighed; 23alle disse onde Ting udgaae indvortes fra, og gjøre Mennesket ureent. 24 Og han stod op og gik derfra til Tyrus’ og Sidons Grændser, og gik ind i et Huus, og vilde Ingen lade vide det, og det kunde dog ikke blive skjult. 25Thi en Kvinde, som havde hørt om ham, hvis Datter havde en ureen Aand, kom og faldt ned for hans Fødder; 26(men hun var en grækisk Kvinde, af Slægt en Syro-Phoenicerinde), og hun bad ham, at han vilde uddrive Djævelen af hendes Datter. 27Men Jesus sagde til hende: lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt, at tage Børnenes Brød, og kaste det for smaa Hunde. 28Men hun svarede og sagde til ham: jo, Herre! thi og smaa Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler. 29Og han sagde til hende: for dette Ords Skyld gak bort; Djævelen er udfaren af din Datter. 30Og hun gik bort til sit Huus og fandt, at Djævelen var udfaren, og Datteren laae paa Sengen. 31 Og der han gik ud igjen af Tyrus’ og Sidons Egne, kom han til den galilæiske Sø, midt igjennem Dekapolis’ Grændser. 32Og de førte en Døv til ham, som besværlig kunde tale; og de bade ham, at han vilde lægge Haanden paa ham. 33Og han tog ham afsides fra Folket og lagde sine Fingre i hans Øren, og spyttede og rørte ved hans Tunge, 34og saae op til Himmelen, sukkede, og sagde til ham: Ephata! det er: lad dig op! 35Og strax aabnedes hans Øren, og hans Tunges Baand løsnedes, og han talede ret. 36Og han bød dem, at de skulde Ingen sige det; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det. 37Og de forundrede sig overmaade og sagde: han haver gjort alle Ting vel; baade gjør han, at de Døve høre, og at de Maalløse tale.