1Og han gik bort derfra og kom til sit Fædreneland; og hans Disciple fulgte ham. 2Og der Sabbaten var kommen, begyndte han at lære i Synagogen, og Mange, som det hørte, forundrede sig saare og sagde: hveden haver denne Saadant? og hvad er det for en Viisdom, som ham er given, at og saadanne kraftige Gjerninger skee ved hans Hænder? 3Er denne ikke den Tømmermand, Marias Søn, Jakobs og Joses’ og Judas’ og Simons Broder? ere ikke og hans Søstre her hos os? Og de forargedes paa ham. 4Men Jesus sagde til dem: en Prophet er ikke foragtet uden i sit Fædreneland og iblandt sine Slægtninge i sit Huus. 5Og han kunde der slet ingen kraftig Gjerning gjøre, uden at han lagde Hænderne paa nogle faa Syge, og helbredte dem. 6Og han forundrede sig over deres Vantro, og gik omkring i Byerne og lærte. 7 Og han fremkaldte de Tolv, og han begyndte at udsende dem, to og to, og gav dem Magt over de urene Aander. 8Og han bød dem, at de skulde Intet tage med paa Reisen uden alene en Stav, ei Taske, ei Brød, ei Penninge i Beltet; 9men have anbundne Skoe paa, og ikke iføre sig to Kjortler. 10Og han sagde til dem: hvor I gaae ind i et Huus, bliver der, indtil I drage bort fra Stedet. 11Og hvorsomhelst de ikke annamme Eder og ei høre Eder, gaaer bort derfra og afryster Støvet under Eders Fødder til Vidnesbyrd imod dem. Sandelig siger jeg Eder: det skal gaae Sodoma og Gomorra lideligere paa Dommens Dag end den Stad. 12Og de gik ud og prædikede, at man skulde omvende sig. 13Og de dreve mange Djævle ud, og salvede mange Syge med Olie og helbredte dem. 14 Kong Herodes hørte det, (thi hans Navn var bleven bekjendt), og han sagde: Johannes den Døber er opreist fra de Døde, og derfor tee sig de kraftige Gjerninger i ham. 15Andre sagde: han er Elias; men Andre sagde: han er en Prophet, eller som een af Propheterne. 16Men der Herodes hørte det, sagde ham: Johannes, som jeg haver ladet halshugge, ham er det; han er opreist fra de Døde. 17Thi Herodes havde selv sendt hen og ladet Johannes gribe og kaste i Fængsel, for Herodias’, sin Broder Philippus’ Hustrues Skyld; thi han havde taget hende tilægte. 18Thi Johannes sagde til Herodes: det er dig ikke tilladt at have din Broders Hustru. 19Men Herodias efterstræbte ham og vilde omkomme ham, og kunde ikke. 20Thi Herodes frygtede for Johannes, fordi han vidste, at han var en retfærdig og hellig Mand, og holdt sin Haand over ham; og naar han havde hørt ham, gjorde han meget deraf, og han hørte ham gjerne. 21Og da der kom en beleilig Dag, der Herodes gjorde sine Store og de øverste Høvedsmænd og de Ypperste i Galilæa et Gjestebud paa sin Fødselsdag, 22og Herodias’ Datter kom ind og dandsede og behagede Herodes og Gjesterne, sagde Kongen til Pigen: bed af mig, hvad du vil, saa vil jeg give dig det. 23Og han svoer hende: hvad du beder om, vil jeg give dig, indtil Halvdelen af mit Rige. 24Men hun gik ud og sagde til sin Moder: hvad skal jeg bede om? Men hun sagde: Johannes den Døbers Hoved. 25Og hun gik strax hastelig ind til Kongen, bad og sagde: jeg vil, at du strax giver mig paa et Fad Johannes den Døbers Hoved. 26Og Kongen blev bedrøvet, dog for Edernes og Gjesternes Skyld vilde han ikke afvise hende. 27Og Kongen sendte strax En af Vagten, og befoel at hente hans Hoved. 28Denne gik hen og halshuggede ham i Fængslet; og han bar hans Hoved frem paa et Fad, og gav Pigen det, og Pigen gav sin Moder det. 29Og der hans Disciple hørte det, kom de og toge hans Legeme og lagde det i en Grav. 30 Og Apostlene forsamledes til Jesus og forkyndte ham alle Ting, baade hvad de havde gjort, og hvad de havde lært. 31Og han sagde til dem: kommer I afsides til et øde Sted og hviler lidet; thi de vare mange, som gik til og fra, og de havde ikke engang Leilighed til at æde. 32Og de fore bort i et Skib til et øde Sted afsides. 33Og Folket saae dem fare bort, og Mange kjendte ham, og over Land løb de fra alle Stæder tilsammen derhen og kom førend de, og kom til ham. 34Og Jesus gik ud og saae meget Folk, og han ynkedes inderligen over dem, thi de vare som Faar, der ikke have Hyrde; og han begyndte at lære dem meget. 35Og der Dagen var nu fast forløben, gik hans Disciple til ham og sagde: det er et øde Sted og Dagen er nu fast forløben. 36Lad dem fare, at de kunne gaae hen i de omliggende Landsbyer og Flækker at kjøbe sig Brød; thi de have Intet at æde. 37Men han svarede og sagde til dem: giver I dem at æde. Og de sagde til ham: skulle vi gaae bort og kjøbe Brød for to hundrede Penninge, og give dem at æde? 38Men han sagde til dem: hvor mange Brød have I? gaaer bort og seer. Og der de havde forfaret det, sagde de: fem, og to Fiske. 39Og han bød dem, at lade dem alle sætte sig ned i adskillige Hobe paa det grønne Græs. 40Og de satte sig ned, Hob ved Hob, i somme hundrede, og i somme halvtredsindstyve. 41Og han tog de fem Brød og de to Fiske, saae op til Himmelen, og velsignede dem; og han brød Brødene, og gav sine Disciple dem at lægge for Folket, og han delede de to Fiske iblandt dem alle. 42Og de aade alle og bleve mætte. 43Og de opsamlede tolv Kurve, fulde af Stykker og af Fiskene. 44Og de, som aade Brødene, vare ved fem tusinde Mænd. 45 Og strax nødte han sine Disciple til at gaae i Skibet og iforveien sætte over til hiin Side til Bethsaida, indtil han havde ladet Folket fare. 46Og der han havde taget Afsked fra dem, gik han op paa et Bjerg, at bede. 47Og der det var blevet Aften, var Skibet midt paa Søen, og han alene paa Landet. 48Og han saae, at de lede Nød, idet de roede, (thi Veiret var dem imod), og ved den fjerde Nattevagt kom han til dem vandrende paa Søen, og han vilde gaae dem forbi. 49Men der de saae ham vandre paa Søen, meente de, at det var et Spøgelse, og de skrege. 50(Thi de saae ham alle og bleve forskrækkede). Og han talede strax med dem og sagde til dem: værer frimodige, det er mig, frygter ikke! 51Og han raadte i Skibet til dem, og Veiret stilledes, og de forfærdedes over al Maade ved sig selv, og forundrede sig. 52Thi de havde ikke faaet Forstand af det, fordi deres Hjerte var forhærdet. 53Og der de vare satte over, kom de til det Land Genezareth, og lagde til Land. 54Og der de traadte ud af Skibet, kjendte man ham strax. 55Og de løb om i den ganske omliggende Egn, og begyndte at føre dem, som lede ilde, omkring paa Sengene, hvor de hørte, at han var. 56Og hvor han gik ind i Flækker eller Stræder eller Landsbyer, lagde de de Syge paa Torvene, og bade ham, at de maatte ikkun røre ved Sømmen paa hans Klædebon; og alle de, som rørte ved ham, bleve helbredte.