1Jakob, Guds og den Herres Jesu Christi Tjener, til de tolv Stammer, som ere i Adspredelsen, Hilsen. 2Mine Brødre! agter det for idel Glæde, naar I falde udi adskillige Fristelser, 3vidende, at Eders Troes Forsøgelse virker Standhaftighed; 4men Standhaftigheden frembringe fuldkommen Gjerning, paa det I skulle være fuldkomne og uden Mangel, saa Eder fattes Intet. 5Men dersom Nogen af Eder fattes Viisdom, han bede af Gud, som giver Alle gjerne, og bebreider ikke, saa skal den gives ham. 6Men han bede i Troen, Intet tvivlende; thi den, som tvivler, er ligesom en Havsbølge, der røres og drives af Veiret. 7Ikke tænke det Menneske, at han skal faae noget af Herren; 8en tvesindet Mand er han, ustadig i alle sine Veie. 9 Den Broder, som er ringe, rose sig af sin Høihed, 10men den Rige af sin Ringhed; thi han skal forgaae som Blomster paa Græs. 11Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og Blomstret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse som var at see derpaa, blev fordærvet; saaledes skal og den Rige visne i sine Veie. 12Salig er den Mand, som taalmodeligen lider Fristelse; thi naar han er bleven fristet, skal han faae Livsens Krone, hvilken Herren haver lovet dem, som ham elske. 13 Ingen sige, naar han fristes: jeg fristes af Gud; thi Gud fristes ikke af det Onde, men han frister heller Ingen. 14Men hver fristes, naar han drages og lokkes af sin egen Begjerlighed; 15derefter, naar Begjerligheden haver undfanget, føder den Synd, men naar Synden er fuldkommen, føder den Død. 16Farer ikke vild, mine elskelige Brødre! 17Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra, og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvilken er ikke Forandring eller Skygge af Omskiftelse. 18Efter sit Raad fødte han os formedelst Sandhedens Ord, at vi skulde være en Førstegrøde af hans Skabninger. 19 Derfor, mine elskelige Brødre! være hver Menneske snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede! 20thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud. 21 Derfor aflægger al Skidenhed og al Levning af Ondskab, og med Sagtmodighed annammer Ordet, som er indplantet i Eder, og som er mægtigt til at gjøre Eders Sjæle salige. 22Men vorder Ordets Gjørere og ikke alene dets Hørere, med hvilket I bedrage Eder selv. 23Thi dersom Nogen er Ordets Hører og ikke dets Gjører, han er lig en Mand, der betragter sit legemlige Ansigt i et Speil; 24thi han betragtede sig selv og gik bort og glemte strax, hvordan han var. 25Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og bliver ved dermed, denne er ikke bleven en glemsom Tilhører, men Gjerningens Gjører, denne skal vorde salig i sin Gjerning. 26 Dersom Nogen iblandt Eder synes, at han er en Gudsdyrker, men holder ikke sin Tunge i Tømme og bedrager sit eget Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forfængelig. 27En reen og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er denne, at besøge Faderløse og Enker i deres Trængsel, at bevare sig selv ubesmittet af Verden.