1Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme. 2 Jeg raaber højt til Gud, højt til Gud, og han hører mig; 3jeg søger Herren paa Nødens Dag, min Haand er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste; 4jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Aand vansmægter. — Sela. 5Du holder mine Øjne vaagne, jeg er urolig og maalløs. 6Jeg tænker paa fordums Dage, ihukommer længst henrundne Aar; 7jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Aand. 8 Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Naade, 9er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid, 10har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? — Sela. 11 Jeg sagde: Det er min Smerte, at den Højestes højre er ikke som før. 12Jeg kommer HERRENS Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu. 13Jeg tænker paa al din Gerning og grunder over dine Værker. 14Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud saa stor som Gud! 15Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene, 16udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. — Sela. 17 Vandene saa dig, Gud, Vandene saa dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve; 18Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjalded, dine Pile for hid og did; 19din bragende Torden rulled, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv; 20din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke. Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Haand.