1Til Sangmesteren. Al-sjusjan-edut. En Miktam af David til Indøvelse, 2dengang han kæmpede med Aram-Naharajim og Aram-Zoba, og Joab vendte tilbage og slog Edomiterne i Saltdalen, 12 000 Mand. 3 Gud, du har stødt os fra dig, nedbrudt os, du vrededes — vend dig til os igen; 4du lod Landet skælve, slaa Revner, læg nu dets Brist, thi det vakler! 5Du lod dit Folk friste ondt, iskænked os døvende Vin. 6Dem, der frygter dig, gav du et Banner, hvorhen de kan fly for Buen. — Sela. 7Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os! 8 Gud talede i sin Helligdom: »Jeg vil udskifte Sikem med Jubel, udmaale Sukkots Dal; 9mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav, 10Moab min Vaskeskaal, paa Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg.« 11Hvo bringer mig hen til den faste Stad, hvo leder mig hen til Edom? 12 Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære. Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte. Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned!