1Til Sangmesteren. En Salme af David, 2dengang Natan kom til ham, efter at han havde været inde hos Batseba. 3 Gud, vær mig naadig efter din Miskundhed, udslet mine Overtrædelser efter din store Barmhjertighed, 4tvæt mig fuldkommen ren for min Skyld og rens mig for min Synd! 5Mine Overtrædelser kender jeg jo, min Synd staar mig altid for Øje. 6Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort, hvad i dine Øjne er ondt, at du maa faa Ret, naar du taler, staa ren, naar du dømmer. 7Se, jeg er født i Misgerning, min Moder undfanged mig i Synd. 8Du elsker jo Sandhed i Hjertets Løndom, saa lær mig da Visdom i Hjertedybet. 9Rens mig for Synd med Ysop, tvæt mig hvidere end Sne; 10mæt mig med Fryd og Glæde, lad de Ben, du knuste, juble; 11skjul dit Aasyn for mine Synder, udslet alle mine Misgerninger; 12skab mig, o Gud, et rent Hjerte, giv en ny, en stadig Aand i mit Indre; 13kast mig ikke bort fra dit Aasyn, tag ikke din hellige Aand fra mig; 14glæd mig igen med din Frelse, giv mig til Støtte en villig Aand! 15Da vil jeg lære Overtrædere dine Veje, og Syndere skal vende om til dig. 16Fri mig fra Blodskyld, Gud, min Frelses Gud, saa skal min Tunge lovsynge din Retfærd; 17Herre, aaben mine Læber, saa skal min Mund forkynde din Pris. 18 Thi i Slagtoffer har du ikke Behag, og gav jeg et Brændoffer, vandt det dig ikke. 19Offer for Gud er en sønderbrudt Aand; et sønderbrudt, sønderknust Hjerte agter du ikke ringe, o Gud. Gør vel i din Naade mod Zion, opbyg Jerusalems Mure! Da skal du have Behag i rette Ofre, Brænd— og Heloffer, da bringes Tyre op paa dit Alter.