1Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme. 2 Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk, 3baade høj og lav, baade rig og fattig! 4Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt; 5jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, raader min Gaade til Strengeleg. 6 Hvorfor skulle jeg frygte i de onde Dage, naar mine lumske Fjender omringer mig med Brøde, 7de, som stoler paa deres Gods og bryster sig af deres store Rigdom? 8Visselig, ingen kan købe sin Sjæl fri og give Gud en Løsesum 9— Prisen for hans Sjæl blev for høj, for evigt maatte han opgive det — saa han kunde blive i Live 10og aldrig faa Graven at se; 11nej, han skal se den; Vismænd dør, baade Daare og Taabe gaar bort. Deres Gods maa de afstaa til andre, 12deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn. 13Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgaar. 14Saa gaar det dem, der tror sig trygge, saa ender det for dem, deres Tale behager. — Sela. 15I Dødsriget drives de ned som Faar, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder paa dem ved Gry, deres Skikkelse gaar Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig. 16Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Haand, thi han tager mig til sig. — Sela. 17Frygt ej, naar en Mand bliver rig, naar hans Huses Herlighed øges; 18thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke. 19Priser han end i Live sig selv: »De lover dig for din Lykke!« — 20han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig faar Lyset at skue. Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgaar.