1Bøn af en elendig, naar hans Kraft svigter, og han udøser sin Klage for HERREN. 2 HERRE, lyt til min Bøn, lad mit Raab komme til dig, 3skjul dog ikke dit Aasyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; naar jeg kalder, saa skynd dig og svar mig! 4Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild; 5mit Hjerte er svedet og visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød. 6Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden; 7jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen paa øde Steder; 8om Natten ligger jeg vaagen og jamrer saa ensom som Fugl paa Taget; 9mine Fjender haaner mig hele Dagen; de, der spotter mig, sværger ved mig. 10Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Taarer 11over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort; 12mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen. 13 Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt; 14du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, naar Naadens Tid, naar Timen er inde; 15thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe. 16Og HERRENS Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger; 17thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed; 18han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset. 19For Efterslægten skal det optegnes, et Folk, der skal fødes, skal prise HERREN; 20thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord 21for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed, 22at HERRENS Navn kan forkyndes i Zion, hans Pris i Jerusalem, 23naar Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN. 24 Han lammed min Kraft paa Vejen, forkorted mit Liv. 25Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine Aar er fra Slægt til Slægt. 26Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk; 27de falder, men du bestaar, alle slides de op som en Klædning; 28som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine Aar faar aldrig Ende! Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestaa for dit Aasyn.