1Visdommen bygged sig Hus, rejste sig støtter syv, 2slagted sit Kvæg og blanded sin Vin, hun har ogsaa dækket sit Bord; 3hun har sendt sine Terner ud, byder ind paa Byens højeste Steder: 4Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid: 5Kom og smag mit Brød og drik den Vin, jeg har blandet! 6Lad Tankeløshed fare, saa skal I leve, skrid frem ad Forstandens Vej! — 7Tugter man en Spotter, henter man sig Haan; revser man en gudløs, høster man Skam; 8revs ikke en Spotter, at han ikke skal hade dig, revs den vise, saa elsker han dig; 9giv til den vise, saa bliver han visere, lær den retfærdige, saa øges hans Viden. 10HERRENS Frygt er Visdoms Grundlag, at kende den HELLIGE, det er Forstand. — 11Thi mange bliver ved mig dine Dage, dine Livsaars Tal skal øges. 12Er du viis, er det til Gavn for dig selv; spotter du, bærer du ene Følgen! 13Daarskaben, hun slaar sig løs og lokker og kender ikke til Skam; 14hun sidder ved sit Huses Indgang, troner paa Byens Høje 15og byder dem ind, der kommer forbi, vandrende ad deres slagne Vej: 16Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid: 17Stjaalen Drik er sød, lønligt Brød er lækkert! 18Han ved ej, at Skyggerne dvæler der, hendes Gæster er i Dødsrigets Dyb.