1Paa den trettende Dag i den tolvte Maaned, det er Adar Maaned, det er den Dag, da Kongens Befaling og Forordning skulde udføres, den Dag, da Jødernes Fjender havde haabet at kunne overvælde dem, medens det nu omvendt blev Jøderne, der paa den Dag skulde overvælde deres Avindsmænd, 2sluttede Jøderne sig sammen i deres Byer i alle Kong Ahasverus's Lande for at lægge Haand paa dem, der vilde dem ondt; og ingen holdt Stand imod dem, thi Frygt for dem var faldet paa alle Folkene. 3Og alle Landenes Fyrster og Satraperne og Statholderne og de kongelige Embedsmænd hjalp Jøderne, thi Frygt for Mordokaj var faldet paa dem. 4Thi Mordokaj havde meget at sige ved Kongens Hof, og der gik Ry af ham i alle Lande; thi samme Mordokaj blev mægtigere og mægtigere. 5 Saaledes slog Jøderne løs paa alle deres Fjender med Sværdhug, Drab og Ødelæggelse, og de handlede med deres Avindsmænd, som de havde Lyst. 6I Borgen Susan dræbte og tilintetgjorde Jøderne 500 Mand; 7og Parsjandata, Dalfon, Aspata, 8Porata, Adalja, Aridata, 9Parmasjta, Arisaj, Aridaj og Vajezata, 10de ti Sønner af Haman, Hammedatas Søn, Jødernes Fjende, dræbte de. Men efter Byttet rakte de ikke Hænderne ud. 11 Samme Dag kom Tallet paa dem, der var dræbt i Borgen Susan, Kongen for Øre. 12Da sagde Kongen til Dronning Ester: I Borgen Susan har Jøderne dræbt og tilintetgjort 500 Mand, ogsaa Hamans ti Sønner; hvad maa de da ikke have gjort i de andre kongelige Landsdele! Dog, hvad er din Bøn? Du skal faa den opfyldt. Og hvad er yderligere dit Ønske? Det skal tilstaas dig! 13Ester svarede: Hvis Kongen synes, lad det saa ogsaa i Morgen tillades Jøderne i Susan at handle som i Dag og lad Hamans ti Sønner blive hængt op i Galger! 14Da bød Kongen, at det skulde ske; og der udgik en Forordning derom i Susan, og Hamans ti Sønner blev hængt op i Galger. 15Saa sluttede Jøderne i Susan sig ogsaa sammen paa den fjortende Dag i Adar Maaned og dræbte 300 Mand i Susan. Men efter Byttet rakte de ikke Hænderne ud. 16 Men ogsaa de andre Jøder i Kongens Lande sluttede sig sammen og værgede deres Liv og tog Hævn over deres Fjender og dræbte blandt deres Avindsmænd 75 000 17paa den trettende Dag i Adar Maaned; men efter Byttet rakte de ikke Hænderne ud; og de hvilede paa den fjortende og gjorde den til en Gæstebuds— og Glædesdag. 18Men Jøderne i Susan sluttede sig sammen baade den trettende og fjortende Dag i Maaneden og hvilede paa den femtende, og den gjorde de til Gæstebuds— og Glædesdag. 19Derfor fejrer Jøderne paa Landet, de, der bor i Landsbyerne, den fjortende Dag i Adar Maaned som en Glædes-, Gæstebuds— og Festdag, paa hvilken de sender hverandre Gaver. 20 Og Mordokaj nedskrev disse Tildragelser og udsendte Skrivelser til alle Jøder i alle Kong Ahasverus's Lande nær og fjern 21for at gøre det til Pligt for dem hvert Aar at fejre den fjortende og femtende Adar — 22de Dage, da Jøderne fik Ro for deres Fjender, og den Maaned, da deres Trængsel vendtes til Glæde og deres Sorg til en Festdag — at fejre dem som Gæstebuds— og Glædesdage, paa hvilke de skulde sende hverandre af deres Mad og de fattige Gaver. 23Og Jøderne vedtog, at det, som de nu for første Gang havde gjort, og som Mordokaj havde skrevet til dem om, skulde være en fast Skik. 24Fordi Agagiten Haman, Hammedatas Søn, alle Jøders Fjende, havde lagt Raad op imod Jøderne om at tilintetgøre dem og kastet Pur — det er Lod — for at ødelægge og tilintetgøre dem, 25men Kongen havde, da det kom ham for Øre, givet skriftlig Befaling til, at det onde Raad, Haman havde lagt op mod Jøderne, skulde falde tilbage paa hans eget Hoved, og ladet ham og hans Sønner hænge i Galgen, 26derfor kaldte man de Dage Purim efter Ordet Pur. Og derfor, paa Grund af alt, hvad Brevet indeholdt, og hvad de selv havde oplevet i saa Henseende, og hvad der var tilstødt dem, 27gjorde Jøderne det til en fast Skik og Brug for sig selv, deres Efterkommere og alle, som sluttede sig til dem, at de ubrødeligt Aar efter Aar skulde fejre de to Dage efter Forskrifterne om dem og til den fastsatte Tid, 28og at de Dage skulde ihukommes og fejres i alle Tidsaldre og Slægter, i hvert Land og hver By, saa at disse Purimsdage aldrig skulde gaa af Brug hos Jøderne og deres Ihukommelse aldrig ophøre blandt deres Efterkommere. 29 Derpaa lod Dronning Ester, Abihajils Datter, og Jøden Mordokaj en eftertrykkelig Skrivelse udgaa for at stadfæste dette Brev om Purim. 30Og han sendte Breve til alle Jøder i de 127 Lande i Ahasverus's Rige med Freds og Sandheds Ord 31om at holde disse Purimsdage i Hævd paa den fastsatte Tid, saaledes som Jøden Mordokaj og Dronning Ester havde gjort det til Pligt for dem, og saaledes som de havde bundet sig selv og deres Efterkommere til de foreskrevne Faster og Klageraab. 32Saaledes stadfæstedes disse Purimsforskrifter ved Esters Befaling; og det blev optegnet i en Bog.