1Den, som bor i den Højestes Skjul, han skal blive om Natten i den Almægtiges Skygge. 2Jeg siger til Herren: Du er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvem jeg forlader mig. 3Thi han skal fri dig fra Fuglefængerens Snare, fra Fordærvelsens Pest. 4Han skal dække dig med sine Vingefjedre, og du skal finde Ly under hans Vinger; hans Sandhed er Skjold og Panser. 5Du skal ikke frygte for Rædselen om Natten, for Pilen, som flyver om Dagen, 6for Pest, som farer frem i Mørket, for Sot, som raser om Middagen. 7Om tusinde falde ved din Side og ti Tusinde ved din højre Haand, skal det dog ikke komme nær til dig. 8Du skal kun skue det med dine Øjne, og se, hvorledes der betales de ugudelige. 9— Thi du, Herre! er min Tillid; — den Højeste har du gjort til din Bolig. 10Dig skal intet ondt vederfares, og der skal ingen Plage komme nær til dit Telt. 11Thi han skal befale sine Engle om dig at bevare dig paa alle dine Veje. 12De skulle bære dig paa Hænderne, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten. 13Paa Løve og Øgle skal du træde, du skal nedtræde den unge Løve og Dragen. 14„Efterdi han har holdt sig til mig, saa vil jeg udfri ham; jeg vil ophøje ham; thi han kender mit Navn. 15Han skal paakalde mig, og jeg vil bønhøre ham, jeg er hos ham i Nød, jeg vil fri ham og herliggøre ham. 16Jeg vil mætte ham med et langt Liv og lade ham se min Frelse.‟