1Til Sangmesteren; til Muth-Labben; en Psalme af David. 2Jeg vil takke Herren af mit ganske Hjerte, jeg vil fortælle alle dine underfulde Gerninger. 3Jeg vil glæde og fryde mig i dig, jeg vil lovsynge dit Navn, du Højeste! 4Naar mine Fjender vige tilbage, da skulle de støde an og omkomme for dig. 5Thi du har udført min Ret og min Sag; du har sat dig paa Tronen, du, som dømmer Retfærdighed. 6Du truede Hedningerne, du tilintetgjorde den ugudelige, du, udslettede deres Navn evindelig og altid. 7Fjenderne ere ikke mere, de ere ødelagte evindelig; og du har nedbrudt Stæderne, deres Ihukommelse er forsvunden med dem. 8Men Herren skal blive evindelig; han har beredt sin Trone til Dom. 9Og han skal dømme Verden med Retfærdighed; han skal afsige Dom over Folkene med Retvished. 10Og Herren være den ringe en Ophøjelse, ja en Ophøjelse i Nødens Tider! 11Og de, som kendte dit Navn, skulle forlade sig paa dig; thi du har ikke forladt dem, som søge dig, Herre! 12Lovsynger Herren, som bor paa Zion, kundgører iblandt Folkene hans Gerninger! 13Thi han, som hævner Blod, kommer dem i Hu, han har ikke glemt de elendiges Skrig. 14Herre, vær mig naadig, se, kvad jeg maa taale af dem, som hade mig, du som ophøjer mig fra Dødens Porte, 15paa det jeg kan fortælle al din Lov i Zions Datters Porte, at jeg maa fryde mig i din Frelse. 16Hedningerne ere sunkne i Graven, som de gjorde; deres Fod er greben i Garnet, som de skjulte. 17Herren er bleven kendt, han har gjort Ret; den ugudelige er besnæret i sine Hænders Gerning. Higgajon, Sela! 18Lad de ugudelige vende om til Dødsriget, ja, alle Hedninger, som glemme Gud. 19Thi en fattig skal ikke glemmes evindelig, de elendiges Forventning ikke altid skuffes. 20Herre! staa op, lad ikke et Menneske blive mægtigt; lad Hedningerne dømmes for dit Ansigt! Lad Frygt, o Herre! komme paa dem; lad Hedningerne kende, at de ere Mennesker. Sela.