1En Sang, en Psalme; af Koras Børn; til Sangmesteren; til Makalath-Leanoth; en Undervisning af Heman, Esrahiteren. 2Herre, min Frelses Gud! jeg har raabt om Dagen, ja, om Natten for dig. 3Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøj dit Øre til mit Raab! 4Thi min Sjæl er mæt af Ulykker, og mit Liv er Dødsriget nær. 5Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen, jeg er som en Mand uden Kraft, 6løsladt iblandt de døde, som de ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du ikke ydermere kommer i Hu, da de ere udrevne af din Haand. 7Du har lagt mig i Hulen hernedenunder, i de mørke, i de dybe Steder. 8Din Vrede har lagt sig tungt paa mig, og du trænger mig med alle dine Bølger. Sela. 9Du har fjernet mine Kyndinger langt fra mig, du har gjort mig vederstyggelig for dem, jeg er indelukket og gaar ikke ud. 10Mit Øje er bedrøvet af Elendighed; Herre! jeg har raabt til dig den ganske Dag, jeg har udbredt mine Hænder til dig. 11Vil du vel gøre Undere for de døde? eller skulle Dødninger opstaa, skulle de takke dig? Sela. 12Fortælles der vel i Graven om din Miskundhed? om din Sandhed i Dødens Bo? 13Kendes vel dine Undere i Mørket? eller din Retfærdighed i Forglemmelsens Land? 14Men jeg har raabt til dig Herre! og min Bøn kommer dig i Møde om Morgenen. 15Hvorfor, Herre! forkaster du min Sjæl? du skjuler dit Ansigt for mig. 16Elendig er jeg og som en døende fra min Ungdom af; jeg bærer paa Rædsel for dig, jeg maa fortvivle. 17Din Vredes Flammer ere gaaede hen over mig; Rædsler for dig have tilintetgjort mig. 18De have omringet mig som Vande den ganske Dag, de have omspændt mig tilsammen. Du har fjernet min Ven og Stalbroder langt fra mig; mine Kyndinger ere Mørkets Sted.