1En Sang; en Psalme, af Asaf. 2Gud! ti du ikke; vær ikke tavs og hold dig ikke stille, o Gud! 3Thi se, dine Fjender larme, og dine Avindsmænd have opløftet Hovedet. 4De oplægge træskelig hemmeligt Anslag imod dit Folk, og de raadslaa imod dem, som sidde under dit Skjul. 5De have sagt: Kommer og lader os udslette dem af Folkenes Tal, og Israels Navn skal ikke ydermere ihukommes. 6Thi de have i Hjertet raadslaget med hverandre; de gøre en Pagt imod dig: 7Edoms Telte og Ismaeliterne, Moabiterne og. Hagarenerne, 8Gebal og Ammon og Amalek, Filisterne med Indbyggerne i Tyrus. 9Assyrien har ogsaa sluttet sig til dem, de ere blevne Lots Børns Arm. Sela. 10Gør imod dem som imod Midianiterne, som imod Sisera, som imod Jabin ved Kisons Bæk, 11hvilke bleve ødelagte ved Endor, bleve til Gødning for Marken. 12Lad det gaa dem, deres Fyrster som Oreb og som Seeb, og alle deres ypperste som Seba og som Zalmuna, 13dem, som have sagt: Vi ville indtage Guds Boliger til Ejendom. 14Min Gud! lad dem hvirvle om som et Hjul, som Avner for Vejret. 15Som en Ild, der antænder en Skov, og som en Lue, der stikker Ild paa Bjergene, 16saa forfølge du dem med din Storm og forfærde dem med din Hvirvelvind! 17Gør deres Ansigt fuldt af Skam og lad dem søge dit Navn, o Herre! 18Lad dem blues og forfærdes altid og lad dem blive til Skamme og omkomme! Og lad dem kende, at du alene, hvis Navn er Herren, er den Højeste over al Jorden.