1Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Psalme. 2Hører dette, alle Folkeslag! vender eders Øren hid, alle Verdens Indbyggere! 3baade ringe og høje, rige og fattige til Hobe! 4Min Mund udtaler Visdom og mit Hjertes Betænkning Forstand. 5Jeg vil bøje mit Øre til Ordsprog; jeg vil udlægge min mørke Tale til Harpe. 6Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, naar mine Efterstræberes Ondskab omgiver mig, 7de, som forlade sig paa deres Gods og rose sig af deres store Rigdom? 8Ingen Mand kan dog udløse en Broder, han kan ikke give Gud Løsepenge for ham. 9Thi deres Sjæls Genløsning vil koste meget og maa i Evighed opgives, 10saa at han skulde kunne leve hen bestandig uden at se Graven. 11Thi den vil han faa at se; de vise dø, Daaren og den ufornuftige omkomme tilsammen, og de efterlade deres Gods til andre. 12Deres inderste Tanker ere, at deres Huse skulle staa evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt, de kalde deres Jorder op efter deres Navn. 13Dog har et Menneske, som er i Værdighed, ikke Bestand; han bliver lig Dyrene, som udryddes. 14Saa gaar det dem, som ere fulde af Selvtillid; dog love deres Efterkommere det med deres Mund. Sela. 15De lægge sig i Dødsriget som Faar, Døden skal fortære dem og de oprigtige skulle regere over dem, naar Morgenen oprinder; og Dødsriget skal afslide deres Skikkelse, saa at den ingen Bolig har mere. 16Men Gud skal forløse min Sjæl af Dødsrigets Vold, thi han antager mig. Sela. 17Frygt ikke, naar en Mand bliver rig, naar hans Hus's Herlighed bliver stor; 18thi han skal slet intet tage med sig, naar han dør, hans Herlighed skal ikke fare ned efter ham. 19Skønt han velsigner sin Sjæl, medens han lever, og man priser ham, fordi han gør sig til gode: 20Saa skal han dog komme til sine Fædres Slægt; i Evighed se de ikke Lyset. Et Menneske, som er i Værdighed og ikke har Forstand, han bliver lig Dyrene, som udryddes.