1Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Sang; til Alamoth. 2Gud er vor Tillid og Styrke, en Hjælp i Angester, prøvet til fulde. 3Derfor ville vi ikke frygte, om end Jorden forandres, og Bjergene synke ned i Havets Dyb; 4om end Vandene deri bruse og oprøres, Bjergene bæve for dets Vælde. Sela. 5Men en Strøm med sine Bække glæder Guds Stad, Helligdommen, den Højestes Boliger. 6Gud er midt i den, den skal ikke rokkes; Gud skal hjælpe den, naar Morgenen frembryder. 7Hedningerne brusede, Rigerne bevægedes; han udgav sin Røst, Jorden smeltedes. 8Herren Zebaoth er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. Sela. 9Kommer, ser Herrens Gerninger, hvorledes han har anrettet Ødelæggelser paa Jorden. 10Han, som kommer Krigene til at holde op indtil Jordens Ende, sønderbryder Buen og afhugger Spydet, opbrænder Vognene med Ild. 11Lader af og vider, at jeg er Gud, ophøjet iblandt Hedningerne, ophøjet paa Jorden. Herren Zebaoth er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. Sela.