1En Psalme af David; til Ihukommelse. 2Herre! straf mig ikke i din Vrede og tugt mig ikke i din Harme. 3Thi dine Pile ere dybt nedtrykte i mig, og din Haand har lagt sig paa mig. 4Der er intet sundt paa mit Kød for din Vredes Skyld; der er ingen Fred i mine Ben for min Synds Skyld. 5Thi mine Misgerninger ere gaaede mig over Hovedet; de ere blevne mig for svare som en svar Byrde. 6Mine Saar lugte ilde, de ere raadne for min Daarskabs Skyld. 7Jeg gaar kroget, jeg er saare nedbøjet; jeg gaar hver Dag i Sørgeklæder. 8Thi mine Lænder ere fulde af Skorpe, og der er intet sundt paa mit Kød. 9Jeg er bleven dødkold og saare sønderknust; jeg hyler ud af mit Hjertes Uro. 10Herre! al min Begæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig. 11Mit Hjerte slaar heftigt, min Kraft har forladt mig, og mine Øjnes Lys, endog det er svundet for mig. 12Mine Venner og mine Frænder holde sig i Afstand fra min Plage, og mine nærmeste staa langt borte. 13Og de, som søge efter mit Liv, satte Snarer, og de, som søge min Ulykke, førte Fordærvelsens Tale og grunde den ganske Dag paa alle Haande Svig. 14Men jeg er som en døv, der ikke hører, og som en stum, der ikke oplader sin Mund. 15Jeg er som en Mand, der ikke hører, og som intet Gensvar har i sin Mund. 16Thi jeg bier paa dig, Herre; du, Herre min Gud! vil bønhøre. 17Thi jeg sagde: De skulle ikke glæde sig over mig; da min Fod snublede, gjorde de sig store imod mig. 18Thi jeg er nær ved at halte, og min Pine er stadig for mig. 19Thi jeg maa bekende min Misgerning, jeg sørger over min Synd. 20Men mine Fjender leve og ere mægtige, og der er mange, som hade mig uden Skel. 21Og de, som betale ondt for godt, de staa mig imod, fordi jeg efterjager det gode. 22Forlad mig ikke, Herre! min Gud, vær ikke langt fra mig! Skynd dig at hjælpe mig, Herre, min Frelse!