1Af David; der han anstillede sig afsindig for Abimeleks Ansigt, og denne uddrev ham, og han gik bort. 2Jeg vil love Herren til hver Tid; hans Pris skal altid være i min Mund. 3Min Sjæl skal rose sig i Herren; de sagtmodige skulle høre det og glæde sig. 4Lover Herren storlig med mig og lader os tilsammen ophøje hans Navn. 5Jeg søgte Herren, og han bønhørte mig og friede mig af al min Frygt. 6De saa til ham og oplivedes, og deres Ansigt skal ingenlunde blive beskæmmet. 7Denne elendige raabte, og Herren hørte og frelste ham af alle hans Angester. 8Herrens Engel lejrer sig trindt omkring dem, som frygte ham, og frier dem. 9Smager og ser, at Herren er god; salig den Mand, som forlader sig paa ham. 10Frygter Herren, I hans hellige! thi de, som frygte ham, have ingen Mangel. 11De unge Løver lide Nød og hungre; men de, som søge Herren, skulle ikke have Mangel paa noget godt. 12Kommer, I Børn! hører mig; jeg vil lære eder Herrens Frygt. 13Hvo er den Mand, som har Lyst til Livet, som ønsker sig Dage for at se godt? 14Bevar din Tunge fra ondt og dine Læber fra at tale Svig. 15Vig fra ondt, og gør godt; søg Fred, og tragt efter den! 16Herrens Øjne ere vendte til de retfærdige og hans Øren til deres Raab. 17Herrens Ansigt er imod dem, som gøre ondt, for at udrydde deres Ihukommelse af Jorden. 18Hine raabte, og Herren hørte, og han friede dem af alle deres Angester. 19Herren er nær hos dem, som have et sønderbrudt Hjerte, og han vil frelse dem, som have en sønderknust Aand. 20Mange Genvordigheder vederfares den letfærdige; men Herren skal udfri ham af dem alle sammen, 21Han bevarer alle hans Ben; ikke et af dem skal blive sønderbrudt. 22Ulykken skal dræbe den ugudelige, og de, som hade den retfærdige, skulle dømmes skyldige. Herren forløser sine Tjeneres Sjæl; og alle de, som forlade sig paa ham, skulle ikke dømmes skyldige.