1Visdommen har bygget sit Hus, har udhugget sine syv Piller; 2hun har slagtet sit Slagtekvæg, blandet sin Vin og dækket sit Bord; 3hun har udsendt sine Piger, hun kalder fra Toppene af Stadens Høje: 4Hvo der er uvidende, den vende sig hid; og til den, som fattes Forstand, siger hun: 5Kommer hid, æder af mit Brød, og drikker af Vinen, som jeg har blandet. 6Forlader Uvidenhed, saa skulle I leve, og gaar lige frem paa Forstandens Vej. 7Hvo som revser en Spotter, henter sig Spot, og hvo som irettesætter den ugudelige, faar Skændsel til Løn. 8Sæt ikke en Spotter i Rette, at han ikke skal hade dig; sæt en viis i Rette, og han skal elske dig. 9Giv den vise, og han skal blive visere; undervis den retfærdige, og han skal tage til i Lærdom. 10Herrens Frygt er Visdoms Begyndelse, og Kundskab om den Hellige er Forstand. 11Thi ved mig skulle dine Dage blive mange, og flere Leveaar skulle vorde dig tillagte. 12Dersom du er viis, er du viis til dit eget Gavn; men spotter du, skal du bære det alene. 13Daarskaben er en urolig Kvinde, idel Uvidenhed, og kender ikke noget. 14Og hun sidder ved sit Hus's Dør, paa en Stol paa Stadens Høje, 15for at kalde paa dem, som gaa forbi ad Vejen, dem, som vandre ret frem paa deres Stier; 16hvo der er uvidende, den vende sig hid; og den, som fattes Forstand, ham taler hun til. 17Stjaalet Vand er sødt, og lønligt Brød er lækkert. 18Men han ved ikke, at der er Dødninger der; de, som ere indbudne af hende, ere i Dødsrigets Dyb.