1Der er ingen saa dumdristig, at han tør tirre den; hvo er da den, der vil bestaa for mit Ansigt? 2— Hvo har givet mig noget først, at jeg skulde betale det? hvad der er under al Himmelen, det er mit — 3jeg vil ikke tie om dens Lemmer og dens Styrkes Beskaffenhed og dens Legemsbygnings Yndelighed. 4Hvo har afklædt den dens ydre Bedækning? hvo tør komme ind imellem dens dobbelte Tandrækker? 5Hvo har opladt dens Ansigts Døre? omkring dens Tænder er der Rædsel. 6Dens Skjoldes Rande ere prægtige, lukkede som med et tæt Segl. 7Den ene er saa nær ved den anden, at der ikke kan komme Vejr ind imellem dem. 8Den ene hænger fast ved den anden; de gribe i hverandre og adskilles ikke. 9Dens Nysen lader Lys skinne, og dens Øjne ere som Morgenrødens Øjenlaage. 10Af dens Mund fare Blus, Ildgnister fare ud. 11Af dens Næsebor udgaar Røg som af en sydende Gryde og af en Kedel. 12Dens Aande kan stikke Ild i Kul, og en Lue gaar ud af dens Mund. 13Paa dens Hals hviler Styrke, og Angest hopper foran den. 14Dens Køds Stykker hænge fast sammen; det er som støbt paa den, det kan ikke bevæges. 15Dens Hjerte er støbt fast som Sten, ja, støbt fast som den nederste Møllesten. 16Naar den farer op, grue de stærke; af Angest forfejle de Maalet. 17Angriber nogen den med Sværd, da bider det ikke paa, ej heller Spyd, Kastevaaben eller Lanse. 18Den agter Jern som Straa, Kobber som raaddent Træ. 19Ingen Pil jager den paa Flugt, Slyngestene blive for den som Avner. 20Køllen agtes som Avner, og den ler ad det susende Glavind. 21Under den ere skarpe Skæl, og det er, som den drager en Tærskeslæde hen over Dyndet. 22Dybet syder som en Gryde; den gør Havet som en Salvekedel. 23Den gør, at Vejen skinner efter den; man maatte holde Havet for graahaaret. 24Der er ingen, som kat? lignes ved den paa Jorden, den er skabt til at være uden Frygt. 25Den ser ned paa alt højt; den er en Konge over alle stolte Dyr. 26 27 28 29 30 31 32 33 34