1Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde: 2Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale? 3Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder; 4dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ; 5men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes! 6Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning? 7Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede? 8Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter: 9De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand. 10Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste; 11Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes. 12Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf 13i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk; 14da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve; 15og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme; 16den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst: 17Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham? 18Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab, 19endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl; 20fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde. 21Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.