1Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag. 2Og Job svarede og sagde: 3Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget! 4Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den. 5Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den! 6Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal! 7Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den! 8De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan! 9Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage, 10fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne. 11Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden? 12Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst? 13Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet 14med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde, 15eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv; 16eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset. 17Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse; 18der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst; 19der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre. 20Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen? 21dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte? 22dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven? 23den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for? 24Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet. 25Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig. 26Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.