1Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde: 2Naar ville I gøre Ende paa Ord? forstaar først, og derefter ville vi tale. 3Hvorfor blive vi agtede som Fæ og ere blevne urene for eders Øjne? 4O du, som sønderslider din Sjæl i din Vrede, mon Jorden skal ligge forladt for din Skyld og en Klippe flyttes fra sit Sted? 5Ja den ugudeliges Lys skal udslukkes, og hans Ilds Lue skal ikke skinne. 6Lyset skal blive mørkt i hans Telt, og hans Lampe over ham skal udslukkes. 7Hans Krafts Skridt skulle indsnævres, og hans eget Raad skal styrte ham. 8Thi han føres i Garnet ved sine egne Fødder, og han vandrer over et Net; 9Snaren holder ham om Hælen, Strikken snører sig fast om ham; 10Garnet for ham ligger skjult paa Jorden, og Fælden for ham ved Stien; 11Rædsler forfærde ham trindt omkring, og de drive ham hid og did, hvor han gaar; 12hans Kraft vansmægter af Hunger, og Ulykke er beredt til hans Side. 13Lemmerne under hans Hud skal Dødens førstefødte fortære, ja hans Lemmer skal den fortære. 14Han rives op fra sit Telt, som var hans Tillid, og han føres frem til Rædslernes Konge. 15Der skal bo i hans Telt, hvad der ikke hører ham til; Svovl skal strøs over hans Bolig. 16Hans Rødder skulle tørres nedentil, og oventil skal hans Gren afskæres. 17Hans Ihukommelse skal udslettes af Landet, og han skal intet Navn have paa Gaderne. 18De skulle udstøde ham fra Lyset til Mørket og bortjage ham fra Jorderige. 19Han skal ikke have en Søn og ej en Sønnesøn iblandt sit Folk, og der skal ingen blive tilovers i hans Boliger. 20Efterkommerne skulle forskrækkes over hans Dag, og de gamle skulle betages af Forfærdelse. 21Visselig, saadanne ere den uretfærdiges Boliger og saadant dens Sted, som ikke kender Gud.