1Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde: 2Skal en viis svare med Kundskab, som kun er Vejr, og fylde sin Bug med Blæst, 3idet han fører Bevis med Ord, som ikke gavne, og med Taler, som intet baade! 4Ja, du tilintetgør Gudsfrygt og svækker Bønnen for Guds Ansigt. 5Thi din egen Mund beviser din Misgerning, og du vælger de træskes Tunge. 6Din egen Mund dømmer dig skyldig og ikke jeg, og dine Læber vidne imod dig. 7Mon du er født som det første Menneske var, og er du avlet førend Højene? 8Mon du har hørt til i Guds hemmelige Raad og har revet Visdommen til dig? 9Hvad ved du, som vi ikke vide? hvad forstaar du, og det skulde ikke være os bekendt? 10Der er baade graahærdede og bedagede iblandt os, Mænd, som have levet længere end din Fader. 11Er Guds Trøst dig for ringe og det Ord, som han i Mildhed har talt med dig? 12Hvorfor betager dit Hjerte dig, og hvorfor blinke dine Øjne? 13Thi du vender din Harme imod Gud, og du har ladet Taler udfare af din Mund. 14Hvad er et Menneske, at det skulde være rent? eller at den skulde være retfærdig, som er født af en Kvinde? 15Se, han tror ikke sine hellige, og Himlene ere ikke rene for hans Øjne: 16Hvor meget mindre den, som er vederstyggelig og fordærvet, den Mand, der drikker Uretfærdighed som Vand? 17Jeg vil kundgøre dig det, hør mig; og hvad jeg har set, vil jeg fortælle: 18Hvad de vise have forkyndt, og hvad de ikke have dulgt som en Arv fra deres Fædre, 19dem alene blev Landet givet, og ingen fremmed trængte ind iblandt dem. 20Den ugudelige bæver alle sine Dage, og faa Aar i Tallet ere henlagte til en Voldsmand. 21Rædsler lyde for hans Øren; midt i Freden kommer en Ødelægger over ham. 22Han kan ikke tro paa, at han vil komme tilbage fra Mørket, og han er udset til at omkomme ved Sværdet. 23Han vanker hid og did efter Brødet og siger: Hvor er det? han ved, at Mørkheds Dag er bestemt, ja er ved hans Side. 24Angest og Nød forfærde ham, det overvælder ham, som var det en Konge, der er rede til Striden; 25thi han har udrakt sin Haand imod Gud og har vældig sat sig op imod den Almægtige; 26han løb med oprakt Hals imod ham under sine Skjoldes tætte Tag; 27thi han har lagt Fedt paa sit Ansigt og lagt sig ud over sin Lænd med Fedme, 28og han boede i Stæder, som vare ødelagte, i Huse, som man ikke bor i, som ere bestemte til Grushobe. 29Han skal ikke blive rig, og hans Formue skal ikke bestaa; og hvad de have erhvervet, skal ikke udbredes i Landet. 30Han skal ikke komme bort fra Mørket, en Lue skal tørre hans Kvist; men han skal komme bort ved hans Munds Aande. 31Han skal ikke forlade sig paa Forfængelighed, han skuffer sig; thi Forfængelighed skal vorde ham Betaling. 32Før hans Dag kommer, skal det opfyldes, og hans Gren skal ikke grønnes. 33Som Vintræet skal han afryste sine sure Druer og som Olietræet kaste sit Blomster. 34Thi den vanhelliges Forsamling skal blive øde, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte. 35De undfange Uret og føde Udaad, og deres Inderste bereder Svig.