1Men Job svarede og sagde: 2Sandelig, I ere Folket, og med eder dør Visdommen ud! 3Jeg har ogsaa Forstand ligesom I, jeg falder ikke igennem for eder; og hvo ved ikke saadanne Ting? 4Jeg er til Latter for min Ven, jeg, som raabte til Gud og fik Svar; den retfærdige, den oprigtige er til Latter. 5En foragtet Lampe i den trygges Tanke er den, som er nær ved at snuble med Foden. 6Ødelæggernes Telte have Ro, og de, som rase imod Gud, ere meget trygge, ja den, som sætter sin Haand som Gud. 7Og sandelig, spørg dog Dyrene ad, og de skulle lære dig det; og Himmelens Fugle, og de skulle forkynde dig det. 8Eller tal til Jorden, og den skal lære dig det, og Fiskene i Havet skulle fortælle dig det. 9Hvo ved ikke om alle disse Ting, at Herrens Haand har gjort dette? 10han, i hvis Haand hver levende Sjæl er, og Aanden i hvert Menneskes Kød! 11Mon ikke Øret prøver Talen, og Ganen smager Maden? 12Hos de graahærdede er Visdom, og Dagenes Længde giver Forstand. 13Hos ham er Visdom og Vælde, ham hører Raad og Forstand til. 14Se, han nedbryder, og det skal ikke bygges, han lukker til for en Mand, og der skal ikke lukkes op. 15Se, han holder Vandene tilbage, og de borttørres, og han udlader dem, og de omvælte Landet. 16Hos ham er Styrke og Kraft; ham hører den til, som farer vild, og den, som fører vild. 17Han lader Raadgiverne gaa afklædte bort og gør Dommerne til Daarer. 18Han løser Kongernes Herredømme og lægger Baand om deres Lænder. 19Han lader Præsterne gaa afklædte bort og omkaster de stærke. 20Han berøver de sikre Talere Mælet, tager Forstanden fra de gamle. 21Han udøser Vanære over Fyrsterne og løser de stærkes Bælte. 22Han aabenbarer de dybe Ting af Mørket og udfører Dødens Skygge til Lyset. 23Han formerer Folkene og lader dem gaa til Grunde; han udbreder Folkene og bortfører dem. 24Han borttager Forstand fra Folkets Øverster i Landet og lader dem fare vild i det øde, hvor ingen Vej er. 25De famle i Mørke, hvor intet Lys er, og han bringer dem til at fare vild som den drukne.