1Alting har sin Stund; og enhver Idræt under Himmelen har sin Tid. 2Der er en Tid til at føde og en Tid til at dø; en Tid til at plante og en Tid til at oprykke det plantede; 3en Tid til at ihjelslaa og en Tid til at læge; en Tid til at nedrive og en Tid til at opbygge; 4en Tid til at græde og en Tid til at le; en Tid til at sørge og en Tid til at springe af Glæde; 5en Tid til at bortkaste Stene og en Tid til at samle Stene; en Tid til at tage i Favn og en Tid til at holde sig fra Favntag; 6en Tid til at søge og en Tid til at tabe; en Tid til at forvare og en Tid til at bortkaste; 7en Tid til at sønderrive og en Tid til at sy sammen; en Tid til at tie og en Tid til at tale; 8en Tid til at elske og en Tid til at hade; en Tid til Krig og en Tid til Fred. 9Hvad Fordel har den, som udfører noget af det, han arbejder paa? 10Jeg har set den Plage, som Gud har givet Menneskens Børn at plage sig med. 11Han har gjort alting smukt i sin Tid, ogsaa Evigheden har han lagt i deres Hjerte; kun at Mennesket ikke kan udfinde den Gerning, som Gud har gjort, fra Begyndelsen indtil Enden. 12Jeg fornam, at det gode ikke staar til dem selv, men at man skal være glad og gøre godt i sit Liv; 13og tillige, at det, at ethvert Menneske æder og drikker og ser det gode i alt sit Arbejde, er en Guds Gave. 14Jeg fornam, at alt det, som Gud gør, skal blive evindelig, at man intet kan lægge til, og at man intet kan tage derfra; og at Gud gør det, for at de skulle frygte for hans Ansigt. 15Det, som har været, havde allerede været, og det, som skal ske, har allerede været; og Gud søger det, som er fordrevet. 16Og jeg saa ydermere under Solen Dommens Sted, der var Ugudeligheden, og Retfærdighedens Sted, der var Ugudeligheden. 17Jeg sagde i mit Hjerte: Gud vil dømme den retfærdige og den ugudelige; thi der er en Tid for enhver Idræt og Tid fastsat hisset over al Gerning. 18Jeg sagde i mit Hjerte: Dette sker for Menneskens Børns Skyld, for at Gud kan lutre dem, og at de maa se, at de i og for sig ere Dyr. 19Thi hvad, som hændes Menneskens Børn, det hændes og Dyrene, og ens hændes dem begge; som disse dø, saa dø og hine, og de have alle en Aand, og Mennesket har intet Fortrin fremfor Dyret; thi alt er Forfængelighed. 20De fare alle til et Sted; de ere alle komne af Støv, og de vende alle tilbage til Støv. 21Hvo kender Menneskens Børns Aand, den som farer opad, og Dyrets Aand, den som farer ned ad til Jorden? 22Og jeg saa, at intet er bedre, end at et Menneske er glad i sine Gerninger; thi det er hans Del; thi hvo vil bringe ham til at se paa det, som skal komme efter ham?