1Paulus, Jesu Christi Tjener, kaldet til Apostel, beskikket til at forkynde Guds Evangelium, 2hvilket han forud havde lovet ved sine Propheter i de hellige Skrifter, 3om sin Søn, født af Davids Sæd efter Kjødet, 4krafteligen beviist at være Guds Søn efter Hellighedens Aand ved Opstandelsen fra de Døde: om Jesus Christus, vor Herre, 5ved hvem vi have faaet Naade og Apostelembedet til at oprette Troens Lydighed iblandt alle Hedninger formedelst hans Navn, 6blandt hvilke ogsaa I ere Jesu Christi Kaldte: 7Eder alle, som ere i Rom, Guds Elskelige, kaldte Hellige, være Naade og Fred, fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus! 8 Først takker jeg min Gud ved Jesus Christus for Eder alle, at Eders Tro omtales i den ganske Verden. 9Thi Gud er mit Vidne, hvem jeg i min Aand tjener udi hans Søns Evangelium, hvorledes jeg uden Afladelse tænker paa Eder, 10altid begjerende i mine Bønner, at jeg dog engang maatte faae Held til efter Guds Villie, at komme til Eder. 11Thi mig forlænges efter at see Eder, at jeg kunde meddele Eder nogen aandelig Naadegave, saa I maatte styrkes, 12det er, at vi hos Eder maatte opmuntres tilsammen ved fælles Tro, baade Eders og min. 13Jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om, at jeg haver ofte sat mig for at komme til Eder, (men jeg haver hidindtil været forhindret), paa det jeg maatte have nogen Frugt ogsaa iblandt Eder, ligesom og iblandt de andre Hedninger. 14Baade Græker og Barbarer, baade Vise og Uvise er jeg en Skyldner. 15Saaledes er jeg og, hvad mig angaaer, redebon at prædike Evangelium ogsaa for Eder, som ere i Rom. 16 Jeg skammer mig ikke ved Christi Evangelium; thi det er en Guds Kraft til Saliggjørelse for hver den, som troer, baade for Jøde først og for Græker. 17Thi derudi aabenbares Guds Retfærdighed ved Troen for Troen, som skrevet staaer: den Retfærdige ved Troen skal leve. 18 Men Guds Vrede aabenbares af Himmelen over al de Menneskers Ugudelighed og Uretfærdighed, som forholde Sandheden ved Uretfærdighed. 19Thi det, som man kan vide om Gud, er dem aabenbart; thi Gud haver aabenbaret dem det. 20Thi hans usynlige Væsen, hans evige Kraft og Guddommelighed beskues fra Verdens Skabelse af og forstaaes af hans Gjerninger, saa at de have ingen Undskyldning. 21Thi enddog de kjendte Gud, saa ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men bleve forfængelige i deres Tanker, og deres uforstandige Hjerte blev formørket. 22Der de sagde sig at være vise, bleve de Daarer, 23og forvendte den uforkrænkelige Guds Herlighed til Lighed med et forkrænkeligt Menneskes og Fugles og fiirføddede Dyrs og Ormes Billede. 24 Derfor haver og Gud givet dem hen i deres Hjertes Begjeringer til Ureenhed, saa at de indbyrdes vanærede deres Legemer. 25De forvendte Guds Sandhed til Løgn og dyrkede og tjente Skabningen over Skaberen, som er velsignet i Evighed! Amen. 26Desaarsag haver Gud givet dem hen i skjændige Lyster; thi baade deres Kvinder forvendte den naturlige Brug til den unaturlige, 27og desligeste ogsaa Mændene: de forlode Kvindens naturlige Brug og optændtes i deres Lyster til hverandre, saa at Mænd med Mænd øvede Uteerlighed og fik deres Vildfarelses Løn, som det burde sig, paa dem selv. 28Og ligesom de ikke holdt for godt at have Guds Kundskab, saa gav Gud dem hen i et Sind, som duer intet, at gjøre det Usømmelige, 29opfyldte med al Uretfærdighed, Horeri, Skalkhed, Gjerrighed, Ondskab; fulde af Avind, Blodtørst, Trætte, Svig, Vanart; 30Øretudere, Bagvaskere, Guds-Hadere, Forhaanere, hovmodige, opblæste, Udaads Opfindere, Forældre ulydige, 31uforstandige, troløse, ukjærlige, uforligelige, ubarmhjertige; 32hvilke, enddog de kjende Guds retfærdige Dom, at de, som gjøre saadanne Ting, ere skyldige at døe, dog ikke alene gjøre det, men bifalde ogsaa dem, som det gjøre.