1Da kom Skriftkloge og Pharisæer af Jerusalem til Jesus og sagde: 2hvi overtræde dine Disciple de Gamles Vedtægt? thi de toe ikke deres Hænder, idet de æde Brødet. 3Men han svarede og sagde til dem: hvi overtræde og I Guds Bud for Eders Vedtægts Skyld? 4Thi Gud haver budet, sigende: ær Fader og Moder; og hvo som bander Fader eller Moder, skal visselig døe. 5Men I sige: hvo som siger til Fader eller Moder: det, hvormed jeg kunde hjulpet dig, er en Gave, han behøver ikke at ære sin Fader eller sin Moder. 6Saaledes have I tilintetgjort Guds Bud for Eders Vedtægts Skyld. 7I Øienskalke! Esaias spaaede retteligen om Eder, da han sagde: 8dette Folk holder sig nær til mig med sin Mund, og ærer mig med Læberne; men deres Hjerte er langt fra mig. 9Men de dyrke mig forgjeves, idet de lære saadanne Lærdomme, som ere Menneskers Bud. 10Og han kaldte Folket til sig og sagde til dem: hører til og forstaaer! 11Ikke det, som indkommer i Munden, gjør Mennesket ureent, men det, som udgaaer af Munden, dette gjør Mennesket ureent. 12Da gik hans Disciple frem og sagde til ham: veed du, at Pharisæerne have forarget sig, der de hørte denne Tale? 13Men han svarede og sagde: hver Plantning, som min himmelske Fader ikke haver plantet, skal med Rod oprykkes. 14Lader dem fare, Blinde ere Blindes Veiledere; men naar en Blind leder en Blind, da falde de begge i Graven. 15Men Peter svarede og sagde til ham: forklar os denne Lignelse. 16Men Jesus sagde: ere og I endnu uforstandige? 17Forstaae I ikke endnu, at alt det, som indkommer i Munden, gaaer I Bugen og udføres ad den unaturlige Gang? 18Men det, som udgaaer af Munden, kommer ud af Hjertet, og det gjør Mennesket ureent. 19Thi af Hjertet udkomme onde Tanker, Mord, Hoer, Skjørlevnet, Tyverier, falske Vidnesbyrd, Bespottelser. 20Disse ere de Ting, som gjøre Mennesket ureent; men at æde med utoede Hænder, gjør ikke Mennesket ureent. 21 Og Jesus gik bort derfra og drog til Thyrus’ og Sidons Egne. 22Og see, en cananæisk Kvinde kom fra de samme Grændser, raabte og sagde til ham: Herre, Davids Søn! forbarm dig over mig! min Datter plages ilde af Djævelen. 23Men han svarede hende ikke et Ord. Da traadte hans Disciple til ham, bade ham og sagde: skil dig af med hende, thi hun raaber efter os. 24Men han svarede og sagde: jeg er ikke udsendt uden til de fortabte Faar af Israels Huus. 25Men hun kom og faldt ned for ham og sagde: Herre, hjælp mig! 26Men han svarede og sagde: det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for smaa Hunde. 27Men hun sagde: jo, Herre! Hunde æde dog og af de Smuler, som falde af deres Herres Bord. 28Da svarede Jesus og sagde til hende: o Kvinde, din Tro er stor, dig skee, som du vil! Og hendes Datter blev karsk fra den samme Time. 29 Og Jesus gik frem derfra og kom til den galilæiske Sø, og han gik op paa et Bjerg og satte sig der. 30Og meget Folk kom til ham og havde med sig Halte, Blinde, Stumme, Krøblinger og mange andre; og de lagde dem for Jesu Fødder, og han helbredte dem, 31saa at Folket forundrede sig, der de saae, at de Stumme talede, Krøblinger vare helbredede, Halte gik, og Blinde saae; og de prisede Israels Gud. 32Men Jesus kaldte sine Disciple til sig og sagde: mig ynkes inderligen over Folket, thi de have nu tøvet hos mig tre Dage, og have Intet at æde; og lade dem fastende fare vil jeg ikke, paa det de ikke skulle forsmægte paa Veien. 33Og hans Disciple sagde til ham: hveden skulle vi faae saa mange Brød i Ørken, at vi kunne mætte saa meget Folk? 34Og Jesus sagde til dem: hvor mange Brød have I? Men de sagde: syv, og faa smaa Fiske. 35Og han bød Folket sætte sig ned paa Jorden. 36Og han tog de syv Brød og Fiskene, takkede, brød dem og gav sine Disciple dem, men Disciplene Folket. 37Og de aade alle og bleve mættede; og de samlede de overblevne Stykker, syv Kurve fulde. 38Men de, som aade, vare fire tusinde Mænd, foruden Kvinder og Børn. 39Og der han havde ladet Folket fare, gik han i et Skib og kom til Magdalas Grændser.