1Og de kom paa hiin Side Søen til de Gadareners Egn. 2Og der han traadte ud af Skibet, mødte ham strax et Menneske fra Gravene, som havde en ureen Aand. 3Han havde sin Bolig i Gravene, og Ingen kunde binde ham, end ikke med Lænker. 4Thi han havde ofte været bunden med Bøier og Lænker, og Lænkerne vare sønderrykte af ham, og Bøierne sønderslidte, og Ingen kunde tæmme ham. 5Og han var altid Nat og Dag paa Bjergene og i Gravene, skreg og slog sig selv med Stene. 6Men der han saae Jesus langt borte, løb han hen og kastede sig ned for ham, 7og raabte med høi Røst og sagde: hvad haver jeg med dig at gjøre, Jesus, den allerhøieste Guds Søn? jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig. 8Thi han sagde til ham: far ud, du urene Aand, af dette Menneske! 9Og han spurgte ham: hvad er dit Navn? og han svarede og sagde: Legion er mit Navn; thi vi ere mange. 10Og han bad ham meget, at han ikke skulle drive ham ud af Landet. 11Men der var sammesteds ved Bjergene en stor Hjord Sviin, som græssede; 12og alle de Djævle bade ham og sagde: send og i Svinene, at vi maae fare i dem. 13Og Jesus tilstedte dem det strax. Og de urene Aander fore ud og fore ind i Svinene; og Hjorden styrtede sig af Brinken i Søen, (men de vare ved to tusinde), og de druknede i Søen. 14Men Svinehyrderne flyede, og kundgjorde det i Staden og paa Landet; og de gik ud at see, hvad det var, som var skeet. 15Og de kom til Jesus, og saae ham, som havde været besat, at han sad og var paaklædt og var ved Sands, nemlig ham, som havde havt Legionen, og de forfærdedes. 16Men de, som det havde seet, fortalte dem, hvorledes det var gaaet den Besatte, og om Svinene. 17Og de begyndte at bede ham, at han ville drage bort fra deres Egne. 18Og der han traadte ind i Skibet, bad den, som havde været besat, ham, at han maatte være hos ham. 19Men Jesus tilstedte ham det ikke, men sagde til ham: gik hen i dit Huus, til Dine, og forkynd dem, hvor store Ting Herren, haver gjort dig, at han haver forbarmet sig over dig. 20Og han gik bort og begyndte at forkynde i Dekapolis, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham; og de forundrede sig alle. 21 Og der Jesus igjen var faren over i Skibet til hiin Side, forsamledes meget Folk til ham, og han var ved Søen. 22Og see, der kom een af Synagog-Forstanderne ved Navn Jairus, og der han saae ham, faldt han ned for hans Fødder. 23Og han bad ham meget og sagde: min Datter er paa sit Yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne paa hende, at hun maa frelses, da skal hun leve. 24Og han gik bort med ham, og meget Folk fulgte ham, og de trængte ham. 25Og der var en Kvinde, som havde havt Blodflod i tolv Aar. 26Og hun havde lidt meget af mange Læger, og havde tilsat alt det, hun havde, og hun var ikke bleven hjulpen; men det var blevet værre med hende. 27Der hun hørte om Jesus, kom hun iblandt Folket bag fra, og rørte ved hans Klædebon. 28Thi hun sagde: om jeg ikkun kan røre ved hans Klæder, da bliver jeg frelst. 29Og Strax tørredes hendes Blods Kilde, og hun fornam i Legemet, at hun var bleven helbredet fra denne Plage. 30Og Jesus fornam strax paa sig selv, at en Kraft udgik af ham, og vendte sig om iblandt Folket og sagde: hvo haver rørt ved mine Klæder? 31Og hans Disciple sagde til ham: du seer, at Folket trænger dig, og du siger: hvo rørte ved mig? 32Og han saae sig om, for at see hende, som havde gjort dette. 33Men Kvinden frygtede og bævede, da hun vidste, hvad hende var skeet, og kom og faldt ned for ham, og sagde ham al Sandheden. 34Men han sagde til hende: Datter! din Tro haver frelst dig; gak bort med Fred, og vær helbredt fra din Plage. 35Der han endnu talede, kom Nogle fra Synagog-Forstanderens Huus og sagde: din Datter er død, hvi umager du Mesteren længere? 36Men Jesus hørte strax, hvad der blev talet, og han sagde til Synagog-Forstanderen: frygt ikke, tro ikkun! 37Og han tilstedte Ingen at følge med sig, uden Peter og Jakob og Johannes, Jakobs Broder. 38Og han kom i Synagog-Forstanderens Huus, og saae Larmen, at de græd og hylede meget. 39Og han gik ind og sagde til dem: hvi larme I og græde? Barnet er ikke dødt, men sover. 40Og de beloe ham; men han drev dem alle ud, og tog Barnets Fader og Moder med sig og dem, som vare med ham, og gik ind, hvor Barnet laae. 41Og han tog Barnet ved Haanden og sagde til det: talitha kumi! som er udlagt: Pige, jeg siger dig, staae op! 42Og Pigen stod strax op og gik omkring; thi hun var tolv Aar gammel. Og de forfærdedes overmaade. 43Og han bød dem meget, at Ingen skulde faae det at vide; og han sagde, at de skulde give hende at æde.