1Og han gik atter ind i Synagogen, og der var et Menneske, som havde en vissen Haand. 2Og de toge vare paa ham, om han vilde helbrede ham paa Sabbaten, paa det de kunde anklage ham. 3Og han sagde til det Menneske, som havde den visne Haand: træd frem her i Midten. 4Og han sagde til ham: er det tilladt at gjøre godt paa Sabbaten, eller gjøre ondt? frelse et Liv, eller slaae ihjel? Men de taug. 5Og han saae omkring paa dem med Vrede, bedrøvet over deres Hjerters Forhærdelse, og sagde til Mennesket: ræk din Haand ud! og han rakte den ud; og hans Haand blev karsk igjen som den anden. 6Og Pharisæerne gik ud og holdt strax Raad med de Herodianer mod ham, hvorledes de kunde omkomme ham. 7 Og Jesus veg hen med sine Disciple til Søen, og en stor Mængde fulgte ham fra Galilæa og fra Judæa, 8og fra Jerusalem og fra Idumæa og hiin Side Jordan, og de ved Tyrus og Sidon, en stor Mængde, som hørte, hvor store Gjerninger han gjorde, kom til ham. 9Og han sagde til sine Disciple, at et lidet Skib skulle være tilrede fra ham, for Folkets Skyld, at de ikke skulde trænge ham. 10Thi han helbredte Mange, saa at Alle, som havde Plager, styrtede ind paa ham, at de kunde røre ved ham. 11Og naar de urene Aander saae ham, faldt de ned for ham, og raabte og sagde: du er den Guds Søn. 12Og han truede dem strengeligen, at de ikke skulde sige, hvo han var. 13 Og han gik op paa et Bjerg, og kaldte til sig, hvilke han selv vilde; og de gik hen til ham. 14Og han beskikkede Tolv, at de skulde være hos ham, og at han kunde udsende dem at prædike, 15og at have Magt til at helbrede Sygdomme og til at uddrive Djævle: 16Simon, hvem han tillagde det Navn Petrus; 17og Jakob, Zebedæus’ Søn, og Johannes, Jakobs Broder, hvilke han tillagde Navnet Boanerges, det er Tordensønner; 18og Andreas og Philippus, og Bartholomæus, og Matthæus, og Thomas, og Jakob, Alphæus’ Søn, og Thaddæus, og Simon Cananites, 19og Judas Ischariotes, som og forraadte ham. 20 Og de kom til Huset, og Folket samledes atter, saa at de end ikke kunde faae Mad. 21Og de, som vare omkring ham, hørte det, gik de ud for at drage ham til sig; thi de sagde: han er afmægtig. 22Og de Skriftkloge, som vare komne ned fra Jerusalem, sagde: han haver Beelzebul, og ved den øverste Djævel uddriver han Djævle. 23Og han kaldte dem til sig, og sagde til dem i Lignelser: hvorledes kan en Satan uddrive den anden? 24Og dersom et Rige bliver splidagtigt med sig selv, kan samme Rige ikke bestaae. 25Og dersom et Huus bliver splidagtigt med sig selv, kan samme Huus ikke bestaae. 26Og dersom Satan haver sat sig op imod sig selv, og er bleven splidagtig, kan han ikke bestaae, men det er ude med ham. 27Der kan jo Ingen gaae ind i den Stærkes Huus og røve hans Redskab, uden han først binder den Stærke, og da kan han plyndre hans Huus. 28Sandelig siger jeg Eder: alle Synder kunne forlades Menneskens Børn, ogsaa Bespottelser, hvor store Bespottelser de end tale; 29men hvo som taler bespottelig mod den Hellig Aand, haver ingen Forladelse evindelig, men er skyldig til en evig Dom. 30Thi de havde sagt: han haver en ureen Aand. 31 Da kom hans Brødre og Moder, og stode udenfor og sendte til ham og lode ham kalde. 32Og Folket sad omkring, men de sagde til ham: see, din Moder og dine Brødre udenfor spørge efter dig. 33Og han svarede dem og sagde: hvo er min Moder, eller mine Brødre? 34Og han saae trindt omkring paa dem, som sadde om ham og sagde: see, min Moder og mine Brødre. 35Thi hvo som gjør Guds Villie, denne er min Broder og min Søster og Moder.