1Men jeg siger: saa længe Arvingen er et Barn, er der ingen Forskjel mellem ham og Trællen, enddog han er Herre over alt Godset: 2men han er under Formyndere og Huusholdere indtil den af Faderen bestemte Tid. 3Saaledes stode og vi, saalænge vi vare Børn, som Trælle under Verdens Børnelærdom. 4Men der Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en Kvinde, født under Loven, 5paa det han skulde frikjøbe dem, som vare under Loven, at vi skulde faae den sønlige Udkaarelse, 6Eftersom I da ere Sønner, haver Gud udsendt sin Søns Aand i Eders Hjerter, som raaber: Abba, Fader! 7Saa at du ikke længer er Træl, men Søn; men er du Søn, da er du ogsaa Guds Arving formedelst Christus. 8 Vel sandt, dengang da I ikke kjendte Gud, tjente I dem, som ei af Væsen ere Guder. 9Men nu, da I kjende Gud, ja, meget mere ere kjendte af Gud, hvorledes vende I da atter tilbage til den svage og fattige Børnelærdom, hvoraf I atter forfra ville gjøre Eder til Trælle? 10I tage vare paa Dage og Maaneder og Tider og Aar. 11Jeg frygter for Eder, at jeg maaskee haver arbeidet forgjeves paa Eder. 12Vorder ligesom jeg, thi jeg er som I, Brødre! jeg beder Eder: I have ingen Uret gjort mig. 13Men I vide, at jeg under Kjødets Skrøbelighed første Gang prædikede Eder Evangelium; 14og for denne Prøvelse i mit Kjød ringeagtede I mig ikke og forhaanede mig ikke, men I annammede mig som en Guds Engel, som Christus Jesus. 15Hvor prisede I Eder da salige! Thi jeg giver Eder det Vidnesbyrd, at, om det havde været muligt, havde I udrevet Eders Øine og givet mig. 16Et jeg da nu bleven Eders Fjende, fordi jeg siger Eder Sandheden? 17De ere nidkjære for Eder, dog ikke til det Bedste; men de ville udelukke Eder, at I skulle være nidkjære efter dem. 18Men det er godt at være nidkjær i det Gode altid, og ikke alene, naar jeg er nærværende hos Eder. 19Mine Børn, hvilke jeg atter føder med Smerte, indtil Christus faaer sin Skikkelse i Eder! 20Gid jeg nu var tilstede hos Eder, og kunde omskifte min Røst; thi jeg er tvivlraadig om Eder. 21 Siger mig, I som ville være under Loven, høre I ikke Loven? 22Der er jo skrevet, at Abraham havde to Sønner, een af Tjenestekvinden og een af den frie Kvinde. 23Men den af Tjenestekvinden var født efter Kjødet, den af den frie Kvinde efter Forjættelsen. 24Dette tyder paa noget Høiere. Thi disse ere de tvende Pagter, den ene fra Sinai Bjerg, som føder til Trældom: denne er Hagar. 25Thi Hagar er Sinai Bjerg i Arabia og svarer til det Jerusalem, som nu er og er i Trældom med sine Børn. 26Men det Jerusalem heroventil er den frie Kvinde, som er alle vores Moder. 27Thi der er skrevet: vær glad, du Ufrugtbare, du, som ikke fødte! udbryd og raab, du som ikke havde Fødselssmerte! thi den Forladtes Børn ere meget flere end dens, som haver Manden. 28Men vi, Brødre! ere Forjættelsens Børn, som Isaak var. 29Ligesom dengang han, som var født efter Kjødet, forfulgte den, som var Født efter Aanden, saaledes ogsaa nu. 30Men hvad siger Skriften? Udstød Tjenestekvinden og hendes Søn; thi Tjenestekvindens Søn skal ingenlunde arve med den frie Kvindes Søn. 31Saa ere vi da, Brødre! ikke Tjenestekvindens Børn, men den frie Kvindes.