1Jeg formaner Eder derfor, jeg, den Bundne i Herren, at I vandre værdigen det Kald, med hvilket I ere kaldte, 2med al Ydmyghed og Sagtmodighed, med Langmodighed, saa I fordrage hverandre i Kjærlighed, 3og beflitte Eder paa at bevare Aandens Eenhed i Fredens Baand; 4eet Legeme og een Aand, ligesom I og ere Kaldte til eet Haab i Eders Kald; 5een Herre, een Tro, een Daab, 6een Gud og Alles Fader, som ere over Alle, og ved Alle, og i Eder alle! 7 Men enhver af os er Naaden given efter Christi Gaves Maal. 8Derfor siger Skriften: han opfoer til det Høie, bortførte Fanger, og gav Menneskene Gaver. 9Men dette: han opfoer, hvad er det, uden at han og først nedfoer til Jordens lave Egne. 10Den, som nedfoer, er den Samme, som og opfoer langt over alle Himle, at han skulde fylde alle Ting. 11Og han beskikkede Nogle til Apostler, Nogle til Propheter, Nogle til Evangelister, Nogle til Hyrder og Lærere, 12til de Helliges fuldkomne Beredelse, til Embedets Forvaltning, til Christi Legemes Opbyggelse, 13indtil vi alle naae til Eenhed i Troen og Guds Søns Erkjendelse, til Mands Modenhed, til Christi Fyldes voxne Alder, 14at vi ikke mere skulle være Børn og lade os tumle som Bølger og omdrive af enhver Lærdoms Veir, ved Menneskenes Spil, ved Trædskhed og Forførelsens Kunstgreb; 15men at vi, Sandheden troe udi Kjærlighed, skulle i alle Maader opvoxe til ham, som er Hovedet, til Christus, 16af hvem det ganske Legeme, sammenføiet og sammenheftet ved alle Forbindelsens Led, efter ethvert Lems tilmaalte Kraft, drager sin næring til Fremvæxt i Kjærlighed. 17 Dette siger jeg da og vidner i Herren, at I skulle ikke mere vandre, som de øvrige Hedninger vandre i deres Sinds Forfængelighed, 18formørkede i Forstanden, fremmedgjorte fra Guds Liv formedelst den Vankundighed, som er i dem, formedelst deres Hjertes Forhærdelse, 19hvilke, følesløse, have hengivet sig til Uteerlighed, til al Urenheds Bedrift, for Vindings Skyld. 20Men I have ikke saaledes lært Christus, 21dersom I ellers have hørt om ham, og ere oplærte i ham saaledes, som Sandheden er i Jesus: 22at I skulle aflægge det gamle Menneske efter den forrige Omgængelse, som fordærves ved bedragelige Lyster; 23men fornyes i Eders Sinds Aand, 24og iføre det nye Menneske, som er skabt efter Gud i Sandhedens Retfærdighed og Hellighed. 25Derfor aflægger Løgn og taler Sandhed, hver med sin Næste, efterdi vi ere hverandres Lemmer. 26Blive I vrede, da synder ikke; Solen gaae ikke ned over Eders Fortørnelse; 27giver ikke heller Djævelen Rum! 28Den, som stjal, stjæle ikke fremdeles, men arbeide heller og gjøre noget Godt med Hænderne, paa det han kan have at meddele dem, som have behov. 29Ingen raadden Snak udgaae af Eders Mund, men saadan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, at den kan skaffe dem Naade, som høre derpaa; 30og bedrøver ikke Guds hellige Aand, med hvilken I ere beseglede til Forløsningens Dag. 31Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Bespottelse blive langt fra Eder, med al Ondskab. 32Men værer velvillige mod hverandre, barmhjertige, tilgivende hverandre, ligesom og Gud haver tilgivet Eder i Christus.