1Men den Ypperstepræst sagde: mon da dette haver sig saaledes? 2Hvorpaa han sagde: I Mænd, Brødre og Fædre, hører til! Herlighedens Gud aabenbaredes for vor Fader Abraham, der han var i Mesopotamien, førend han tog Bolig i Charan. 3Og han sagde til ham: gak ud af dit Land, og fra din Slægt, og kom til et Land, som jeg vil vise dig. 4Da udgik han af de Chaldæers Land og tog Bolig i Charan; og efter hans Faders Død bød Gud ham flytte derfra hen i dette Land, som I nu boe udi. 5Og han gav ham Intet deraf til Eie, end ikke en Fodbred; dog lovede han ham at give ham det at besidde, og hans Sæd efter ham, enddog han intet Barn havde. 6Men Gud talede saaledes: hans Sæd skal være som Udlændinge udi et fremmed Land, og man skal gjøre den til Trælle og handle ilde dermed i fire hundrede Aar. 7Og det Folk, under hvilket de skulle trælle, vil jeg dømme, sagde Gud; og derefter skulle de drage ud og tjene mig paa dette Sted. 8Og han gav ham Omskærelsens Pagt; og saa avlede han Isaak og omskar ham den ottende Dag, og Isaak avlede Jakob, og Jakob de tolv Patriarcher. 9Patriarcherne bare Avind mod Joseph og solgte ham til Ægypten; men Gud var med ham. 10Og han udfriede ham af alle hans Trængsler og gav ham Naade og Viisdom for Pharao, Kongen i Ægypten, som satte ham til en Fyrste over Ægypten og sit ganske Huus. 11Men der kom en Hunger over det ganske Ægyptens og Canaans land, og en stor Trængsel; og vore Fædre fandt ikke Føde. 12Men der Jakob hørte, at der var Korn i Ægypten, sendte han vore Fædre ud første Gang. 13Og anden Gang blev Joseph kjendt af sine Brødre, og Josephs Slægt blev kundbar for Pharao. 14Men Joseph sendte hen og lod kalde sin Fader Jakob og al sin Slægt til sig, fem og halvfjerdsindstyve Sjæle. 15Men Jakob drog ned til Ægypten, og han døde og vore Fædre. 16Og de bleve førte hen til Sichem og lagte i den Grav, som Abraham kjøbte for Penge af Amoritterne i Sichem. 17Men der den Forjættelsens Tid nærmede sig, hvilken Gud havde svoret Abraham, voxte Folket og formeredes i Ægypten, 18indtil en anden Konge opstod, som ikke havde kjendt Joseph. 19Han brugte Trædskhed mod vor Slægt og handlede ilde med vore Fædre, idet han lod deres smaa Børn sætte ud, at de ikke skulde formeres. 20Paa den Tid blev Moses født, et deiligt Barn for Gud; han blev opfostret i tre Maaneder i sin Faders Huus. 21Men der han var udsat, tog Pharaos Datter ham op, og opfostrede ham sig selv til en Søn. 22Og Moses blev oplært i al Ægyptens Viisdom; men han var mægtig i Ord og Gjerninger. 23Men der han blev fyrretyve Aar gammel, fik han i Sinde at besøge sine Brødre, Israels Børn. 24Og der han saae En lide Uret, beskjermede han ham og hevnede hans Uret, som blev ilde medhandlet, idet han slog Ægypteren ihjel. 25Men han meente, at hans Brødre, skulde forstaaet, at Gud gav dem Frelse ved hans Haand; men de forstode det ikke. 26Men den anden Dag traf han Nogle, som trættedes, og formanede dem til Fred, sigende: I Mænd! I ere Brødre, hvi gjøre I hverandre Uret? 27Men den, som gjorde sin Næste Uret, stødte ham fra sig og sagde: hvo haver sat dig til en Øverste og Dommer over os? 28Vil du slaae mig ihjel, ligesom du igaar ihjelslog Ægypteren? 29Men Moses flyede for denne Tales Skyld, og blev en Udlænding i Midians Land, hvor han avlede to Sønner. 30Og der fyrretyve Aar vare fuldkommede, aabenbaredes Herrens Engel for ham i Sinai Bjergs Ørk, i en Tornebuskes Ildslue. 31Men der Moses det saae, forundrede han sig over dette Syn, og der han gik hen for at beskue det, skete Herrens Røst til ham: 32Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams Gud og Isaaks Gud og Jakobs Gud. Da bævede Moses og turde ikke skue derhen. 33Men Herren sagde til ham: løs Skoene af dine Fødder: thi det Sted, som du staaer paa, er hellig Jord. 34Jeg haver grant seet det Onde, mit Folk lider i Ægypten, og hørt deres Suk, og er nedkommen at udfrie dem; og kom nu hid, og jeg vil sende dig til Ægypten. 35Denne Moses, hvilken de fornegtede, sigende: hvo haver sat dig til en Øverste og Dommer? denne sendte Gud til at være en Øverste og Befrier ved Engelens Haand, som aabenbaredes for ham i Tornebusken. 36Denne udførte dem, der han havde gjort Undergjerninger og Tegn i Ægyptens Land og i det røde Hav og i Ørken i fyrretyve Aar. 37Denne er den Moses, som sagde til Israels Børn: en Prophet skal Herren Eder Gud opreise Eder af Eders Brødre ligesom mig; ham skulle I høre. 38Denne er den, som i Menigheden udi Ørken stod imellem Engelen, som talede til ham paa Sinai Bjerg, og vore Fædre; den, som annammede de levende Ord at give os; 39hvem Eder Fædre ikke vilde lyde, men stødte ham fra sig og vendte med deres Hjerter tilbage til Ægypten, sigende til Aaron: 40gjør os Guder, som kunne gaae foran os; thi vi vide ikke, hvad der er skeet denne Moses, som udstødte os af Ægyptens Land. 41Og de gjorde en Kalv i de samme Dage og fremførte Offer for Afguden og vare lystige ved deres Hænders Gjerninger. 42Men Gud vendte sig fra dem, og gav dem hen at tjene Himmelens Hær, som skrevet er i Propheternes Bog: have I vel, Israels Huus, offret mig Slagt-Offere og andre Offere i fyrretyve Aar i Ørken? 43Og I bare Molochs Tabernakel og Remphans, Eders Guds, Stjerne, de Billeder, som I have gjort for at tilbede dem; og jeg vil flytte Eder bort paa hiin Side Babylon. 44Vidnesbyrdets Tabernakel var iblandt vore Fædre i Ørken, ligesom han befalede Moses at gjøre det efter den Lignelse, som han havde seet. 45Dette annammede vore Fædre, og indførte det under Josva i Landet, som Hedningerne havde inde, hvilke Gud uddrev fra vore Fædres Aasyn, indtil Davids Dage. 46Han fandt Naade for Gud, og begjerede at udsee et Tabernakel for Jakobs Gud. 47Men Salomo byggede ham et Huus. 48Dog den Høieste boer ikke i Templer, gjorte med Hænder, som Propheten siger: 49Himmelen er min Throne, men Jorden mine Fødders Skammel, hvad Huus ville I bygge mig? siger Herren, eller hvor er min Hviles Sted? 50Haver ikke min Haand gjort alt dette? 51 I haarde Halse og Uomskaarne paa Hjerte og Øren! I imodstaae altid den Hellig Aand; som Eder Fædre, saa og I. 52Hvilken af Propheterne forfulgte ikke Eders Fædre? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte den Retfærdiges Tilkommelse, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne; 53I, som annammede Loven under Engles Besørgelse, og have ikke holdt den! 54Men der de hørte dette, skar det dem i deres Hjerte, og de bede Tænderne sammen imod ham. 55Men som han var fuld af den Hellig Aand, skuede han op mod Himmelen, og saae Guds Herlighed, og Jesus staaende hos Guds høire Haand. 56Og han sagde: see, jeg seer Himlene aabnede, og Menneskens Søn staaende hos Guds høire Haand. 57Men de raabte med høi Røst, og holdt for deres Øren, og stormede samdrægteligen ind paa ham. 58Og de stødte ham ud udenfor Staden og stenede ham, og Vidnerne lagde deres Klæder af ved en ung Mands Fødder, som hedte Saulus. 59Og de stenede Stephanus, som bad og sagde: Herre Jesus, annam min Aand! 60Men han faldt paa Knæ og raabte med høi Røst: Herre, tilregn dem ikke denne Synd! Og som han dette sagde, sov han hen.