1Men fem Dage derefter drog den Ypperstepræst Ananias ned med de Ældste og en vis Taler, Tertullus, hvilke mødte for Landshøvdingen imod Paulus. 2Men der han var fremkaldet, begyndte Tertullus at anklage ham og sagde: 3At vi ved dig nyde megen Fred, og at mange gode Foranstaltninger gjøres for dette Folk ved din Forsorg, mægtigste Felix! det er kjende vi altid og allevegne med al Taksigelse. 4Men paa det jeg ikke skal opholde dig for længe, beder jeg, at du vil efter din Mildhed høre os korteligen. 5Vi have nemlig befundet denne Mand at være en Pest og at vække Oprør iblandt alle Jøder, som ere over hele Verden, samt at være Formand for de Nazaræers Sect, 6hvilken endog haver forsøgt at vanhellige Templet; hvorfor vi og grebe ham og vilde have dømt ham efter vor Lov. 7Men Øversten Lysias kom til og borttog ham med megen Vold af vore Hænder, 8og bød hans Anklagere komme til dig. Af ham kan du og selv, naar du undersøger det, erfare alt det, hvorfor vi anklage ham. 9Men Jøderne stemmede i med og sagde, at dette havde sig saaledes. 10 Men Paulus svarede, der Landshøvdingen gav ham et Vink, at han skulde tale: Efterdi jeg veed, at du haver i mange Aar været en Dommer iblandt dette Folk, vil jeg des frimodigere forsvare min Sag. 11Du kan faae at vide, at det er ikke mere end tolv Dage, siden jeg kom op for at tilbede i Jerusalem. 12Og hverken i Templet have de fundet mig i Ordvexel med Nogen, eller at gjøre Oprør iblandt Folket, ei heller i Synagogerne, ei heller i Staden. 13De kunne ei heller bevise det, som de nu anklage mig for. 14Men dette bekjender jeg for dig, at jeg efter den Lærevei, hvilken de kalde en Sect, tjener saaledes den Fædrene Gud, at jeg troer alt det, som er skrevet i Loven og Propheterne, 15og haver det Haab til Gud, hvilket disse og selv forvente, at de Dødes Opstandelse forestaaer, baade de Retfærdiges og de Uretfærdiges. 16Og saaledes øver jeg mig, at have altid en uskadt Samvittighed for Gud og Menneskene. 17Men efter mange Aars Forløb kom jeg, for at bringe Almisser til mit Folk og Offringer. 18Herved fandt nogle Jøder fra Asien mig, der jeg blev renset i Templet, uden Opløb og uden Larm. 19Disse burde være tilstede for dig og klage, om de have Noget imod mig. 20Eller lad disse selv sige, om de have fundet nogen Uret hos mig, da jeg stod for Raadet, 21uden det maatte være dette ene Ord, som jeg raabte, der jeg stod iblandt dem: jeg dømmes idag af Eder for de Dødes Opstandelse. 22Men der Felix hørte dette, udsatte han Sagen, for Nøiere at underrette sig om denne Lærevei, og sagde: naar Øversten Lysias kommer ned, vil jeg paakjende Eders Sag. 23Og han befoel Høvedsmanden at bevogte Paulus og tilstaae ham Bekvemmelighed, og ikke forbyde nogen af hans Egne at gaae ham tilhaande eller at komme til ham. 24 Men efter nogle Dage kom Felix med sin Hustru Drusilla, som var en Jødinde, og kaldte Paulus frem og hørte ham om Troen paa Christus. 25Men der han talede om Retfærdighed og Afhold og den tilkommende Dom, blev Felix forfærdet og svarede: gak bort denne Gang; men naar jeg faaer bedre Tid, vil jeg lade dig kalde til mig. 26Tilmed haabede han og, at Paulus skulde give ham Penge, for at han skulde lade ham løs; derfor lod han ham og des oftere kalde frem og talede med ham. 27Men der to Aar vare forløbne, fik Felix Porcius Festus til Efterfølger; og da Felix vilde fortjene Tak af Jøderne, lod han Paulus bunden efter sig.