1Men ved det samme Tid lagde Kong Herodes Haand paa Nogle af Menigheden for at mishandle dem. 2Men han lod Jakob, Johannes’ Broder, henrette med Sværd. 3Og der han saae, at det behagede Jøderne, gik han videre og lod ogsaa Peter gribe. (Men det var de usyrede Brøds Dage). 4Der han havde grebet ham, satte han ham og i Fængsel og overantvordede ham at bevogtes af fire Vagtskifter, hvert paa fire Mand, da han efter Paasken vilde føre ham frem for Folket. 5Saa blev da Peter bevogtet i Fængslet; men der skete af Menigheden ivrig Bøn til Gud for ham. 6Men der Herodes vilde føre ham frem, sov Peter i den samme Nat imellem to Stridsmænd, bunden med to Lænker, og Vagten for Døren tog vare paa Fængslet. 7Og see, Herrens Engel stod for ham, og et Lys skinnede i Fængslet; men han slog Peter paa Siden, og vakte ham op og sagde: staa hastig op! og Lænkerne faldt ham af Hænderne. 8Og Engelen sagde til ham: bind op om dig og paabind dine Saaler. Men han gjorde saa. Og han sagde til ham: Kast din Kjortel om dig og følg mig. 9Og han gik ud og fulgte ham og vidste ikke, at det, som skete ved Engelen, var virkeligt, men meente, at han saae et Syn. 10Men de gik igjennem den første og anden Vagt, og kom til den Jernport, ad hvilken man gaaer til Staden; denne oplodes af sig selv for dem, og de kom ud og gik en Gade frem, og strax skiltes Engelen fra ham. 11Og der Peter kom til sig selv, sagde han: nu veed jeg i Sandhed, at Herren udsendte sin Engel, og udfriede mig fra Herodes’ Haand og fra alt det jødiske Folks Forventelse. 12Og som han besindede sig, kom han for Marias Huus, som var Moder til Johannes med Tilnavn Marcus, hvor Mange vare forsamlede og bade. 13Men da Peter bankede paa Forstuens Dør, kom en Pige, ved Navn Rhode, frem for at høre, hvo der var. 14Og da hun kjendte Peters Røst, aabnede hun af Glæde ikke Døren, men løb ind og forkyndte dem, at Peter stod for Døren. 15Da sagde de til hende: du raser. Men hun stod fast derpaa, at det var saaledes. Men de sagde: det er hans Engel. 16Men Peter blev ved at banke paa, og der de lode op, saae de ham og bleve saare forfærdede. 17Da vinkede han ad dem med Haanden, at de skulde tie; og han fortalte dem, hvorledes Herren havde ført ham ud af Fængslet, og han sagde: forkynder Jakob og Brødrene dette. Og han gik ud og drog til et andet Sted. 18 Men der det blev Dag, var der ikke liden Forvirring iblandt Stridsmændene, hvor Peter var bleven. 19Men der Herodes lod ham søge og ikke fandt ham, forhørte han Vagten og befoel, at de skulde afstraffes. Og han drog ned fra Judæa til Cæsarea, og opholdt sig der. 20Men Herodes var fjendtlig sindet imod de Tyrier og Sidonier. Men de kom samdrægteligen til ham, og fik Blastus, som var Kongens øverste Kammerbetjent paa deres Side, og bade om Fred, fordi deres Land fik tilførsel fra Kongens. 21Men paa en bestemt Dag iførte Herodes sig et kongeligt Klædebon, og satte sig paa Thronen, og holdt en Tale for dem. 22Men Folket raabte til ham: det er Guds Røst og ikke et Menneskes. 23Men strax slog Herrens Engel ham, fordi han ikke gav Gud Æren; og han blev fortæret af Orme, og opgav Aanden. 24 Men Guds Ord havde Fremgang og udbredtes. 25Men Barnabas og Saulus kom tilbage fra Jerusalem, efterat de havde fuldført deres Ærinde, og de havde med sig Johannes, med Tilnavn Marcus.