1Men som Medarbeidere formane ogsaa vi, at I ikke forgjeves maae have modtaget Guds Naade; 2(han siger jo: paa en behagelig Tid bønhørte jeg dig, og paa Frelsens Dag hjalp jeg dig. See, nu er den behagelige Tid, see, nu er Frelsens Dag;) 3og vi give ikke nogen Ting noget Anstød, paa det Tjenesten skal ikke blive lastet; 4men vi bevise os selv i Alting som Guds Tjenere, med stor Taalmodighed, i Trængsler, i Nød, i Angester, 5under Slag, i Fængsler, i Oprør, i Arbeider, i Nattevaagen, i Fasten; 6ved Reenhed, ved Kundskab, ved Langmodighed, ved Velvillighed, ved den hellige Aand, ved uskrømtet Kjærlighed, 7ved Sandheds Ord, ved Guds Kraft, med Retfærdigheds Vaaben baade til Angreb og Forsvar; 8under Ære og Vanære, under ondt Rygte og godt Rygte; som Forførere, og dog sanddrue; 9som miskjendte, og dog erkjendte; som de, der døe, og see, vi leve; som de, der ere revsede, og dog ikke ihjelslagne; 10som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gjøre Mange rige; som de, der have Intet, og dog besidde Alt. 11 Vor Mund er opladt til Eder, Corinthier! vort Hjerte har udvidet sig. 12I have ikke snever Plads i os, men Eders Hjerte er snevert. 13Til fuldt Vederlag, (jeg taler som til mine Børn), udvider ogsaa I Eders Hjerter! 14 Drager ikke i ulige Aag med de Vantroe; thi hvad Fællesskab haver Retfærdighed med Uret? og hvad Samfund haver Lys med Mørke? 15Hvorledes kan Christus stemme overeens med Belial? eller hvad Deelagtighed haver den Troende med den Vantroe? 16Hvad Samkvem haver Guds Tempel med Afguder? Thi I ere den levende Guds Tempel, ligesom Gud haver sagt: jeg vil boe iblandt dem og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk. 17Derfor gaaer ud fra dem og afsondrer Eder, siger Herren, og rører ikke noget Ureent; og jeg vil annamme Eder. 18Og jeg vil være Eders Fader, og I skulle være mine Sønner og Døttre, siger Herren, den Almægtige.