1Vorder mine Efterfølgere, ligesom og jeg er Christi! 2Men jeg roser Eder, Brødre! at I i Alt komme mig ihu og bevare Anordningerne, saasom jeg haver overantvordet Eder. 3Men jeg vil, at I skulle betænke, at Christus er enhver Mands Hoved; men Manden er Kvindens Hoved; men Gud er Christi Hoved. 4Hver Mand, som beder eller propheterer, og haver Noget paa Hovedet, beskæmmer sit Hoved. 5Men hver Kvinde, som beder eller propheterer, med ubedækket Hoved, beskæmmer sit Hoved; thi det er det Samme, som var hun raget. 6 Thi dersom en Kvinde ikke bedækker sig, kan hun og lade Haaret afklippe; men er det Kvinden usømmeligt at klippes eller rages, da bedække hun sig. 7Thi en Mand bør ikke bedække Hovedet, efterdi han er Guds Billede og Ære; men Kvinden er Mandens ære. 8Thi Manden er ikke af Kvinden, men Kvinden af Manden; 9ei heller er Manden skabt for Kvindens Skyld, men Kvinden for Mandens Skyld. 10Derfor bør Kvinden have Ærbødighedstegn paa Hovedet for Englenes Skyld. 11Dog er hverken Manden uden Kvinden, ei heller Kvinden uden Manden i Herren. 12Thi ligesom Kvinden er af Manden, saa er og Manden ved Kvinden; men alle Ting af Gud. 13Dømmer selv: lader det vel for en Kvinde, at bede med blottet Hoved til Gud? 14Eller lærer ikke Naturen selv Eder, at dersom en Mand lader Haaret voxe langt, er det ham en Vanære? 15Men dersom en Kvinde lader Haaret voxe langt, er det hende en Ære; thi Haaret er givet hende til et Skjul. 16Men er der Nogen, som haver Lyst til at trættes herom, da have vi ikke saadan Skik, og Guds Menigheder ei heller. 17 Men idet jeg formaner herom, roser jeg ikke, at I komme sammen ei til det Bedre, men til det Værre. 18For det Første hører jeg, at naar I komme sammen i Menigheden, er der Splidagtighed iblandt Eder; og for en Deel troer jeg det. 19Thi der maa og være Partier iblandt Eder, at de Retskafne iblandt Eder kunne blive aabenbare. 20Naar I da komme sammen, da er dette ikke at æde Herrens Nadvere. 21Thi under Maaltidet tager Enhver sin egen Nadvere forud, og den Ene hungrer, den Anden overvælder sig. 22Have I ikke Huse til at æde og drikke udi? eller foragte I Guds Menighed og beskæmme dem, som Intet have? Hvad skal jeg siger Eder? skal jeg rose Eder? I dette roser jeg Eder ikke. 23Thi jeg annammede det fra Herren, som jeg og haver overantvordet Eder: at den Herre Jesus i den Nat, der han blev forraadet, tog Brødet, 24takkede og brød det, og sagde: tager, æder; dette er mit Legeme, som brydes for Eder; dette gjører til min Ihukommelse! 25Desligeste og Kalken, efterat han havde holdet Nadvere, og sagde: denne Kalk er det nye Testament i mit Blod; dette gjører, saa ofte som I det drikke, til min Ihukommelse! 26Thi saa ofte som I æde dette Brød og drikke denne Kalk, forkynder Herrens Død, indtil han kommer. 27Derfor, hvo som æder dette Brød eller drikker Herrens Kalk uværdeligen, skal være skyldig i Herrens Legeme og Blod. 28Men hvert Menneske prøve sig selv, og saaledes æde han af Brødet og drikke af Kalken. 29Thi hvo som æder og drikker uværdeligen, æder og drikker sig selv til Dom, idet han ikke gjør Forskjel paa Herrens Legeme. 30Derfor ere mange skrøbelige og svage iblandt Eder, og en Deel ere hensovede. 31Thi dersom vi dømte os selv, dømtes vi ikke. 32Men naar vi dømmes af Herren, revses vi, at vi ikke med Verden skulle fordømmes. 33Derfor, mine Brødre! naar I komme sammen til Maaltidet, da deler med hverandre. 34Men dersom Nogen hungrer, han æde hjemme, at I ikke skulle komme sammen til Dom. Det Øvrige skal jeg anordne, naar jeg kommer.