1Og det begav sig, der han kom i en af de øverste Pharisæers Huus paa en Sabbat for at holde Maaltid, at de toge vare paa ham. 2Og see, der var et vattersottigt Menneske for ham. 3Og Jesus begyndte at tale til de Lovkyndige og Pharisæerne, og sagde: mon det er tilladt at helbrede paa Sabbaten? 4Men de taug. Og han tog paa ham, og helbredte ham, og lod ham gaae. 5Og han svarede og sagde til dem: hvo er iblandt Eder, som, naar hans Oxe eller Asen falder i en Brønd, ikke strax drager det op paa Sabbatsdagen? 6Og de kunde ikke give ham Svar derpaa. 7 Men han sagde en Lignelse til Gjesterne, der han gav Agt paa, hvorledes de udvalgte de øverste Sæder ved Bordet, og sagde til dem: 8Naar du er buden af Nogen til Bryllup, da sæt dig ikke øverst tilbords, at ikke en Hæderligere end du maatte være buden af ham; 9og den, som indbød dig og ham, maatte komme og sige til dig: giv denne Plads; og du da med Blusel komme til at sidde nederst. 10Men naar du er buden, gak hen og sæt dig nederst, at, naar han kommer, som indbød dig, han da maa sige til dig: Ven! sæt dig høiere op; og da skal du have Ære for dem, som sidde med dig tilbords. 11Thi hver den, sig selv ophøier, skal fornedres; og hvo sig selv fornedrer, skal ophøies. 12Men han sagde og til den, som han havde budet: naar du gjør Middags- eller Aftensmaaltid, byd ikke dine Venner, ei heller dine Brødre, ei heller dine Frænder, ei heller rige Naboer, paa det de ikke skulle indbyde dig igjen, og dig skee Vederlag. 13Men naar du gjør et Gjestebud, da byd Fattige, Krøblinger, Halte, Blinde: 14saa skal du være salig; thi de have Intet at betale derfor; men det skal igjengives dig i de Retfærdiges Opstandelse. 15 Men der En af dem, som sadde med tilbords, hørte det, sagde han til ham: salig er den, som kommer tilbords i Guds Rige. 16Men han sagde til ham: der var et Menneske, som gjorde en stor Nadvere og bød Mange. 17Og han udsendte sin Tjener paa Nadverens Time, at sige til de Budne: kommer; thi nu ere alle Ting beredte. 18Og de begyndte alle eendrægteligen at undskylde sig. Den Første sagde til ham: jeg haver kjøbt en Ager, og haver fornøden at gaae ud og see den; jeg beder dig, hav mig undskyldt. 19Og en Anden sagde: jeg haver kjøbt fem Par Øxen, og gaaer hen at prøve dem; jeg beder dig, hav mig undskyldt. 20Og en Anden sagde: jeg tog mig en Hustru til Ægte, og derfor kan jeg ikke komme. 21Og den Tjener kom og forkyndte sin Herre det; da blev Huusbonden vred, og sagde til sin Tjener: gak hurtig ud paa Stadens Stræder og Gader, og før hid ind Fattige og Krøblinger og Halte og Blinde. 22Og Tjeneren sagde: Herre! det er gjort, som du befoel, og der er endnu Rum. 23Og Herren sagde til Tjeneren: gak ud paa Veiene og ved Gjerderne, og nød dem at gaae ind, paa det mit Huus kan vorde fuldt. 24Thi jeg siger Eder, at ingen af de Mænd, som vare budne, skal smage min Nadvere. 25 Men meget Folk gik med ham, og han vendte sig og sagde til dem: 26dersom Nogen kommer til mig, og hader ikke sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre, og tilmed sit eget Liv, han kan ikke være min Discipel. 27Og hvo som ikke bærer sit Kors og kommer efter mig, kan ikke være min Discipel. 28Thi hvo iblandt Eder, som vil bygge et Taarn, sidder ikke først og beregner Bekostningen, om han haver, hvad der hører til at fuldføre det med, 29at ikke, naar han faaer lagt Grundvold, og ei kan fuldende det, Alle, som see det, skulle begynde at spotte ham og sige: 30dette Menneske begyndte at bygge og kunde ikke fuldende det. 31Eller hvilken Konge, som drager i Krig at stride imod en anden Konge, sidder ikke først og beraader sig, om han er mægtig til, med ti Tusinde at møde den, som kommer mod ham med tyve Tusinde? 32Men hvis ikke, udskikker han Sendebud, medens den Anden endnu er langt borte, og handler om Fred. 33Saaledes og hver af Eder, som ikke forsager alt det, han haver, kan ikke være min Discipel. 34Saltet er godt; men dersom Saltet mister sin Kraft, hvormed skal det saltes? 35Det tjener hverken til Jord eller til Gjødning; de kaste det ud. Hvo som haver Øren at høre med, han høre!