1Og det begav sig, der han var paa et Sted og bad, at en af hans Disciple sagde til ham, der han lod af: Herre! lær os at bede, som Johannes og lærte sine Disciple. 2Da sagde han til dem: naar I bede da siger: Vor Fader, du som er i Himlene! helliget vorde dit Navn; komme dit Rige; skee din Villie, som i Himmelen, saa og paa Jorden; 3giv os hver Dag vort daglige Brød; 4og forlad os vore Synder, thi og vi forlade hver, som os er skyldig; og led os ikke i Fristelse; men fri os fra det Onde. 5Og han sagde til dem: om Nogen af Eder haver en Ven, og vilde gaae til ham om Midnat og sige til ham: Kjære! laan mig tre Brød, 6efterdi min Ven er kommen til mig fra Reisen, og jeg haver Intet at sætte for ham; 7og han derinde skulde svare og sige: gjør mig ikke Uro; Døren er nu tillukt, og mine Børn ere med mig i Senge, jeg kan ikke staae op og give dig: 8da siger jeg Eder, dersom han og ikke staaer op og giver ham, fordi han er hans Ven, saa staaer han dog op for hans Ubluheds Skyld, og giver ham saa mange, som han haver behov. 9Og jeg siger Eder: beder, saa skal Eder gives; leder, saa skulle I finde; banker, saa skal Eder oplades. 10Thi hver den, som beder, han faaer, og hvo som leder, han finder, og den, som banker paa, ham skal oplades. 11Men dersom iblandt Eder en Søn beder sin Fader om et Brød, monne han da give ham en Steen? og dersom han beder om en Fisk, monne han for Fisken give ham en Slange? 12Eller og dersom han beder om et Æg, monne han give ham en Skorpion? 13Dersom da I, som ere onde, vide at give Eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal den himmelske Fader give dem den Hellig Aand, som han bede? 14 Og han uddrev en Djævel, og den var stum; men det skete, der Djævelen var udfaren, talede den Stumme, og Folket forundrede sig. 15Men Nogle af dem sagde: han uddriver Djævle ved Beelzebul, Djævlenes Øverste. 16Men Andre fristede ham og begjerede Tegn af ham fra Himmelen. 17Men der han fornam deres Tanker, sagde ham til dem: hvert Rige, som er splidagtigt med sig selv, bliver øde, og et Huus, som er splidagtigt med sig selv, falder. 18Men er og Satanas bleven splidagtig med sig selv, hvorledes skal hans Rige da blive bestandigt? Thi I sige, jeg uddriver Djævle ved Beelzebul. 19Men om jeg uddriver Djævle ved Beelzebul, ved hvem uddrive da Eders Sønner dem? Derfor skulle de vare Eders Dommere. 20Men dersom jeg uddriver Djævle ved Guds Finger, da er jo Guds Rige kommet til Eder. 21Naar den Stærke bevæbnet vogter sit Pallads, bliver det, han haver, med Fred. 22Men naar en Stærkere end han kommer over ham og overvinder ham, da borttager han hans fulde Rustning, som han forlod sig paa, og uddeler hans Bytte. 23Hvo som ikke er med mig, er imod mig; og hvo som ikke sanker med mig, adspreder. 24Naar den urene Aand udfarer af Mennesket, vandrer han igjennem tørre Steder og søger Hvile; og Naar han ikke finder den, da siger han: jeg vil vende om til mit Huus, som jeg gik ud af. 25Og naar han kommer, finder han det feiet og prydet. 26Da gaaer han bort, og tager syv andre Aander med sig, som ere værre end han selv, og naar de komme ind, boe de der; og det Sidste bliver værre med dette Menneske end det Første. 27Men det begav sig, der han sagde disse Ting, opløftede en Kvinde af Folket Røsten og sagde til ham: saligt er det Liv, som bar dig, og de Bryster, som du diede. 28Men han sagde: ja, salige ere de, som høre Guds Ord, og bevare det. 29 Men der Folket forsamledes til ham, begyndte han at sige: denne Slægt er ond, den begjerer et Tegn, og den skal intet Tegn gives, uden Jonas’ Prophetens Tegn. 30Thi ligesom Jonas var de Niniviter et Tegn, saa skal og Menneskens Søn være for denne Slægt. 31Dronningen fra Sønden skal opstaae ved Dommen imod Mændene af denne Slægt og skal fordømme den; thi hun kom fra Jordens Grændser, at høre Salomons Viisdom; og see, her er mere end Salomon. 32De Mænd af Ninive skulle opstaae ved Dommen imod denne Slægt, og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas’ Prædiken; og see, her er mere end Jonas. 33 Ingen tænder et Lys, og sætter det i Skjul, ei heller under en Skjeppe, men paa en Lysestage, at de, som gaae ind, kunne see dets Skin. 34Øiet er Legemets Lys; naar dit Øie derfor er sundt, er og dit ganske Legeme lyst, men dersom det er ondt, er og dit Legeme mørkt. 35See derfor til, at det Lys, der er i dig, ikke er Mørke. 36Dersom da dit ganske Legeme er lyst, saa at ingen Deel deraf er mørkt, bliver det hele lyst, som naar Lyset med sin Glands bestraaler dig. 37 Men idet han talede, bad en Pharisæer ham, at han vilde æde Middagsmaaltid med ham; og han gik ind og satte sig tilbords. 38Men Pharisæeren forundrede sig, da han saae, at han ikke toede sig først, før Maaltid. 39Men Herren sagde til ham: I Pharisæer rense nu Bægere og Fade udvortes, men det Indvortes i Eder er fuldt af Rov og Ondskab. 40I Daarer! den, som gjorde det Udvortes, gjorde han ikke ogsaa det Indvortes? 41Men af det Indvortes giver Almisse; see, saa ere alle Ting Eder rene. 42Men vee Eder, I Pharisæer! at I give Tiende af Mynte og Rude og allehaande Urter og forbigaae Dom og Guds Kjærlighed; disse Ting burde man at gjøre, og ikke forsømme de andre. 43Vee Eder, I Pharisæer! at I ville gjerne sidde paa det fornemste Sæde i Synagogerne og være hilsede paa Torvene. 44Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I ere som ukjendelige Grave, og Menneskene, som gaae over dem, vide det ikke. 45Men en af de Lovkyndige svarede og sagde til ham: Mester! idet du siger saadant, forhaaner du og os. 46Men han sagde: vee og Eder, I Lovkyndige! thi I besvære Menneskene med Byrder, vanskelige at bære, og selv røre I Byrderne ikke med en een af Eders Fingre. 47Vee Eder! at I bygge Pharisæernes Grave, men Eders Fædre sloge dem ihjel. 48Saaledes vidne I med Eders Fædres Gjerninger og samtykke dem; thi de sloge dem ihjel, og I bygge deres Grave. 49Derfor har og Guds Viisdom sagt: jeg vil sende Propheter og Apostler til dem, og nogle af dem skulle de slaae ihjel, og forfølge andre. 50paa det at alle Propheternes Blod, som er udøst fra Verdens Begyndelse, skal kræves af denne Slægt, 51fra Abels Blod indtil Zacharias’ Blod, som blev omkommet imellem Alteret og Templet; ja, jeg siger Eder: det skal kræves af denne Slægt, 52Vee Eder, I lovkyndige! at I have taget Kundskabens Nøgle; selv gaae I ikke ind, og dem, som ville gaae ind, formene I det. 53Men der han sagde dette til dem, begyndte de Skriftkloge og Pharisæerne at trænge hardt ind paa ham og at lokke Ord af hans Mund om mange Ting. 54Thi de lurede paa ham, og søgte at opfange Noget af hans Mund, at de kunde anklage ham.